Tove Elisabeth Elgaard Jansen

Min første tid med AMD

Jeg vil her fortælle om mine første oplevelser med øjensygdommen AMD.

Første tid med AMD

Billede: Dragon Images / Shutterstock.com

Efter en operation for Grå Stær med efterfølgende nye briller var jeg ikke helt tilfreds. Jeg havde jo en drøm om, at operationen ville give mig næsten 100 procent af synet tilbage. Jeg rendte gentagne gange til optikeren, der konstaterede, at mine briller var i orden. Dernæst var jeg adskillelige gange hos øjenlægen, der heller ikke kunne se eftervirkninger af operationen.

Indimellem var alt ret tåget. Sommetider oplevede jeg synsforstyrrelser, når jeg så TV. Jeg pudsede mine briller hele tiden for at få ’fedtet’ væk.

Alt var jo tjekket, så det måtte jo være mig, der var noget galt med.

Et halvt år efter var jeg til et foredrag, hvor der blev vist en planche med en tegnet oval, hvor der var fire runde punkter med gul farve. Jeg missede med øjnene for rigtigt at kunne se klart. Lukkede det venstre øje for kun at se med det højre, men så blev pletterne i siderne hvide. Når jeg vendte øjet til den ene side, så blev den anden gul og omvendt. Da blev jeg klar over, at der måtte være noget galt.

For at være sikker på, at det ikke kun var periodisk, ventede jeg tre uger til en måned med at henvende mig til øjenlægen. Jeg fik nemlig mistanke om AMD en dag, hvor jeg sad og kiggede ud ad vinduet. Jeg bemærkede, at persiennerne bølgede let. Om aftenen kontrollerede jeg med fjernsynet – først det ene så det andet øje. Lukkede jeg det venstre øje, så blev farverne svagere. Teksterne stod somme tider dobbelt og andre gange sløret. Jeg kontaktede min øjenlæge for at spørge, om det var ham, jeg skulle bestille tid hos eller  min optiker. Efter at have fortalt om mine oplevelser, fik jeg besked på, at jeg skulle bestille tid hos øjenlægen hurtigst muligt.

Min øjenlæge undersøgte mig så igen grundigt og kunne se, at jeg var ved at udvikle AMD, hvorefter han sendte besked til Hillerød Hospital om at indkalde mig hurtigst muligt. Jeg blev naturligvis sur på øjenlægen over, at han ikke havde bemærket dette tidligere, da jeg jo havde henvendt mig igen og igen. Efterfølgende har jeg dog fået forklaret, at det godt kan opstå pludseligt, så han har reageret rettidigt. Det fortæller mig dog, at man hellere skal blive tjekket én gang for meget end én gang for lidt, selv om de bliver trætte af en.

Jeg blev undersøgt meget grundigt på øjenafdelingen, hvor de også konstaterede, at det måtte være AMD, men de skulle så lige have styr på, om det var den våde AMD på det ene øje.  Undersøgelsen foregik ved, at man fik pupiludvidende øjendråber i øjnene, hvorefter øjenlægen kunne se ind i øjet med et apparatur. 

Herefter fik jeg en tid til kontrastfotografering af nethindens kredsløb. Her fik jeg en indsprøjtning i armen med noget kontrastvæske, hvorefter jeg blev fotograferet i øjnene efter en kort ventetid. Derefter var jeg til samtale med øjenlægen. Han informerede mig om, at jeg havde tør AMD på venstre øje og våd AMD på højre øje. Den våde kunne man behandle. Jeg skulle dog komme igen til en skanning og derefter aftale et videre behandlingsforløb.

Jeg skulle først have tre indsprøjtninger i øjet (behandling med VEGF-hæmmer). Det foregik på operationsstue under sterile forhold. Øjnene blev dryppet med bedøvelse, og derefter fik jeg et lille prik i øjet. Jeg var meget forbavset over, at det var totalt smertefrit. Man vil jo nødigt have, at nogen rører ved ens øjne.

Efter de 3 behandlinger var jeg til samtale med øjenlægen, som var meget tilfreds. Jeg skulle have to behandlinger yderligere og derefter en samtale. Denne gang var det også OK, så jeg fik yderligere 2 og en samtale. Jeg har nu fået ni indsprøjtninger, og det går fint. Synet er ikke blevet væsentligt værre. Jeg forstår, at der er noget væske i øjet som helst skal forsvinde, og det ser fint ud i mit tilfælde. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke, hvor mange indsprøjtninger, jeg skal have, men jeg er jo nu inde i systemet og føler mig tryg ved, at de ikke bare slipper mig.

Første tid med AMD

Der er flere, der har anbefalet mig at tage Synvital Plus, som er et kosttilskud til øjnene, men i starten syntes jeg ikke, at det var nødvendigt, da jeg spiser mange vitaminer og sund kost. Men da jeg nu ved, at indsprøjtningerne hæmmer udviklingen af den våde AMD, så må jeg prøve, om ikke Synvital Plus kan bremse udviklingen af den tørre, så den ikke går hen og bliver til den våde.

Da jeg fik diagnosen, blev jeg meget chokeret, da jeg havde en moster, som blev næsten blind, men jeg ved ikke, om hun kun havde tør AMD. Også en onkel var blevet blind som ældre.

Jeg valgte helt fra starten at involvere min datter. Jeg har haft hende med som bisidder ved alle samtalerne. Dette kan bestemt anbefales, så der er nogen at snakke med, både om det, lægerne siger, men også om alle de tanker, man gør sig ved udsigten til måske at blive blind.

I hele forløbet er jeg blevet mødt af både sygeplejersker og læger, der udviser stor omsorg og forståelse, og de svarer hensynsfuldt på alt, hvad man kan have brug for at vide i et sådant forløb. Selv om de ikke kan helbrede mig, men blot forsinke udviklingen af sygdommen, så føler jeg mig i trygge hænder, og hvordan udviklingen end må forløbe, så ved jeg, at de professionelle vil gøre alt for at lette mine oplevelser.

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen