VÆRN OM SYNET

Øjenforeningen anbefaler kosttilskud (vitaminer og mineraler), der reducerer risikoen for Våd AMD med 25% for patienter med Tør AMD og reducerer synstab med 18% for disse

Al snak om øget dødelighed på grund af E-vitamin kan afvises

Vitaminpiller
Af Michael Larsen, Professor, dr.med. Københavns Universitet Overlæge, Øjenafdelingen Glostrup Hospital
Af Erik Lohmann

Hvorvidt vitaminer er livstruende, overflødige eller sundhedsfremmende er en debat, som har optaget medierne en del. Hvad er facts, og hvad er fiction?

Øjenforeningen vil gerne berolige de mange AMD-patienter, som indtager det kosttilskud, der anbefales i brochuren ’Vitaminer og mineraler mod AMD’.

To grundformer af AMD

  • Tør AMD - Aldersrelateret Macula Degenerarion - alderspletter på nethinden - udvikler sig langsomt over år med gradvis reduktion af læsesynet. Kan bremses, men ikke standses.
     
  • Våd AMD - aggressiv - udvikler sig over uger med tab af læsesyn. Ved hurtig henvendelse til øjenafdeling kan medicinsk behandling standse udviklingen hos 2/3 af patienterne.

Øjenforeningen rådgiver på basis af videnskabeligt pålidelige undersøgelser

Øjenforeningen baserer sin rådgivning på dokumentation fra et omfattende, flerårigt offentligt finansieret forskningsprojekt i USA benævnt AREDS (Age-Related Eye Disease Study). Det er det eneste forsøg, som grundigt belyser effekt og bivirkninger af kosttilskud til AMD-patienter.

AREDS - en flerfaktor undersøgelse til fastlæggelse af hidtil bedst egnede kost-tilskud for AMD-patienter

3.640 frivillige deltagere over 55 år med Tør AMD indtog i over 6 år bestemte kombinationer af vitaminer/mineraler eller placebo (sukkertabletter). Forsøget blev udført efter de samme strikte principper, som gælder for afprøvning af lægemidler. Der blev løbende foretaget målinger af deltagernes syn, helbredstilstand, rygeomfang, medicinforbrug og forbrug af andre vitamintilskud ud over forsøgsdoseringerne. Ved dødsfald blev årsagen registreret.

Graf der viser sandsynlighed for våd AMD
Figur 1.

Deltagerne blev ligeligt fordelt på 4 grupper, der modtog flg. doseringer dagligt:

  1. C-vitamin 500 mg, E-vitamin 400 enheder og betacaroten 15 mg (anti-oxidanter)
  2. Zinkoxid 80 mg og kobber-oxid 2 mg (mineraler)
  3. Antioxidanter plus mineraler
  4. Ingen antioxidanter eller mineraler (placebo i form af sukkertabletter)

De udleverede pilleglas var kodet neutralt, og alle tabletter havde samme udseende og smag.

Resultater

Undersøgelsen viste, at sandsynligheden for at patienter med Tør AMD vil få Våd AMD, reduceres signifikant fra 35,7% til 26,7% eller relativt med 25,2% ved indtagning af antioxidanter plus mineraler (Fig. 1).

Der var også effekt på synsstyrken, idet risikoen for at få halveret synsstyrken blev nedsat signifikant fra 38,5% til 31,4% eller relativt med 18,4% ved indtagning af antioxidanter plus mineraler (Fig. 2).

Figur 2.

Der var altså gunstig effekt på Tør AMD af dette bestemte kosttilskud. Dagsdoserne af vitaminer og mineraler var langt højere end i sædvanlige multivitamintabletter og kosttilskuddet omfattede kun nogle udvalgte vitaminer og mineraler.

Der findes ikke andre undersøgelser af AREDS-kosttilskuddet. Den medieomtale, der ved årets begyndelse har været af en påstået skadelig effekt af E-vitamin, har ikke relevans for AMD-patienter og AREDS-kosttilskuddet, som Øjenforeningen længe har anbefalet og fortsætter med at anbefale.´

Højere dødsrisiko ved indtag af E-vitamin?

I AREDS-forsøget fandt man, at overlevelsen var lidt bedre hos AMD-patienter, der indtog AREDS-kosttilskuddet. Der var lavere dødelighed, nemlig kun 10,2%, hos deltagere, som indtog det, vi nu kalder AREDS-kosttilskuddet, end i kontrolgruppen, hvor dødeligheden var 11,8%. Det var tilsyneladende indholdet af mineraler, der forbedrede overlevelsen (Tabel 1). Der er således ikke belæg for, at AREDS-doseringen skulle medføre overdødelighed, uanset at det indeholder store mængder af E-vitamin.

Det er den samlede effekt af et kosttilskud, der er afgørende, ikke kosttilskuddets enkelte komponenter, og AREDS fortæller kun noget om effekten på patienter med AMD af en vis sværhedsgrad.

Har kosttilskud med antioxidanter og mineraler nogen bivirkninger?

Gulfarvet hud blev noteret lidt oftere blandt deltagere, som indtog antioxidanter. Det skyldes indholdet af betacaroten. Samme effekt ses, hvis man spiser mange gulerødder.

I de to grupper, der fik mineraler, var der en forhøjet forekomst af indlæggelser for urinvejsproblemer, nemlig 7½%, mod 5% i placebogruppen altså en relativ forøgelse på 50%. Mekanismen bag denne virkning kendes ikke. I praksis må det anbefales, at standse indtagelse af kosttilskuddet, hvis der opstår væsentlige urinvejsproblemer.

De oftest stillede spørgsmål fra AMD-patienter er:

Skader en multivitaminpille, når man også indtager AREDS-dosering?

To tredjedele af deltagerne i AREDS tog også multivitaminpiller. AREDS-kosttilskuddet indeholder fx ikke D-vitamin, som kan være relevant for ældre personer med osteoporose. AREDS giver ikke baggrund for hverken at tilråde eller fraråde multivitaminpiller.

Kan man nøjes med at indtage en daglig multivitaminpille?

Svaret er nej. Det er slet ikke nok til at nå den høje AREDS-dosering.

Kan jeg ikke opnå samme effekt som AREDS ved at spise mere grønt?

Det er ikke undersøgt, men det er tvivlsomt, for det ville kræve et meget stort og varieret dagligt indtag af grøntsager. Grøn kost bør dog under alle omstændigheder anbefales.

Kan AREDS-kosttilskuddet forebygge AMD?

Det er ikke undersøgt om indtagelse af AREDS-kosttilskuddet kan forhindre udvikling af AMD. Hvis der er en effekt, er den formentlig svag. Ud fra et forsigtighedsprincip bør personer uden AMD afholde sig fra at tage AREDS-kosttilskuddet.

Er det høje indhold af betacaroten i AREDS-kosttilskuddet farligt for tidligere rygere?

Rygere frarådes at indtage AREDS-kosttilskuddet, fordi indholdet af betacaroten - en form for vitamin A - i andre sammenhænge har vist sig at være forbundet med en forøget forekomst af lungecancer hos rygere. Man ved ikke, hvor længe man skal have ophørt med rygning, før det er sikkert at tage AREDS-kosttilskud.

Skal unge mennesker med AMD tage AREDS?

Det vides ikke. AMD er sjældent forekommende hos unge, og AREDS omfattede kun personer over 55 år. Er der tungtvejende grunde til at overveje kosttilskud, bør man søge råd hos sin øjenlæge.

AREDS indeholder en meget høj dosering af E-vitamin. Vil det forøge risikoen for prostatacancer?

I AREDS-forsøget blev der ikke fundet tegn på, at kosttilskuddet skulle øge risikoen for prostatacancer.

Skal man fortsætte med AREDS-kosttilskuddet, når man har fået våd AMD på begge øjne?

Det vides ikke. Forsigtighedsprincippet taler for at ophøre med kosttilskuddet, hvis man har udviklet våd AMD på begge øjne.

Igangværende forskning

Et igangværende forsøg, AREDS2, undersøger, om der kan opnås yderligere fremskridt i bekæmpelsen af AMD ved hjælp af et modificeret kosttilskud med fiskeolie (Omega-3-fedtsyrer) og plantestofferne Lutein og Zeaxanthin. Resultaterne forventes offentliggjort i 2013. En midtvejsanalyse har ikke givet anledning til bekymring over effekten af E-vitamin.

Supplerende anbefalinger

  • Ophør med eller begræns rygning. Nikotinplaster og nikotintyggegummi kan anvendes som støtte til rygeophør.
  • Undgå eller begræns overvægt.
  • Få målt blodtryk hvert halve år og få blodtrykket sænket, hvis det er forhøjet.
  • Undersøg synet på skift ét øje ad gangen en gang om ugen, fx ved læsning af undertekster på fjernsynet. Forekommer synet sløret eller formforvrænget, så søg øjenlæge.
  • Til rygere med AMD findes ingen sikker viden om AMD-behandling med kosttilskud. Nogle patienter vælger at bruge et AREDS-lignende kosttilskud, hvor betacaroten er udskiftet med lutein.

Kosttilskud er ikke receptpligtigt, og der kan ikke opnås sygesikringstilskud hertil.

Tabel der viser dødelighed hos forsøgsdeltagerne i AREDS efter 6 år fordelt på behandlingsgrupper
Tabel 1. Dødelighed hos forsøgsdeltagerne i AREDS efter 6 år fordelt på behandlingsgrupper