Om danskernes øjensundhed

Danmark tester synet og Epinion har lavet en stor befolkningsundersøgelse om danskernes forhold til deres syn.

Grafik af mand til ojenleage test

Vi har blandt andet spurgt danskerne om, hvor ofte de tester synet og om deres viden om synet, øjnene og øjensundhed.

Undersøgelsen sætter en tyk streg under, at et godt syn betyder rigtig meget for danskerne. Hele 59 pct. af danskerne vil allernødigst undvære synssansen.

Det er især muligheden for at kunne bevæge sig frit omkring, og evnen til at se sine kære, som danskerne er mest bange for at miste blandt de mange alvorlige konsekvenser, som synstab og blindhed har.

Person med Danmarktestersynet kigger til højre

Mange danskere er derfor bevidste om at holde godt øje med synet. 52 pct. af danskerne har testet deres syn inden for det seneste år, og halvdelen af dem gjorde det alene for at være på den sikre side og holde øje med eventuelle forandringer.

Men for den resterende halvdel af de voksne danskere er det faktisk flere år siden, de sidst har testet, om synet stadig står helt skarpt.

Hele 3 pct. fortæller endda, at de aldrig har testet deres syn. 60 pct. af de danskere, der ikke tester deres syn jævnligt, fortæller, at de ikke tester synet, fordi de ikke oplever nogen problemer.

Det er netop disse danskere, som Danmark tester synet gerne vil hjælpe, så de ikke overser de små begyndende tegn på øjensygdomme og dermed mister muligheden for behandling i rette tid.

Børnenes øjensundhed

Danmark tester synet har fokus på børnenes øjensundhed. I undersøgelsen fortæller forældre til børn og unge i alderen 8-18 år, at helt op mod 45 pct. af deres børn og unge ikke får testet synet jævnligt, og at 19 pct. af dem aldrig har fået testet deres syn.

En forklaring på dette kan være, at børn og unge ofte ikke selv giver udtryk for at have problemer med synet. Men børn er ikke så gode til at registrere og sætte ord på deres synsnedsættelse og -forandringer, og derfor er jævnlige tests ikke bare en god idé, men rigtig vigtige for at opdage nærsynethed, brillebehov og eventuelle øjensygdomme i tide.

Den viden sætter Danmark tester synet fokus på at udbrede.

Kilde: Epinion, 2023

Du kan få indblik i hele undersøgelsen her.

 

Få mere at vide om øjensygdomme her