INTERVIEW

Tidlig indsats hjælper Vilas’ nærsyn

En opmærksom sundhedssygeplejerske opdagede, at Vilas ikke så normalt – han er nærsynet. Heldigvis blev Vilas’ dårlige syn opdaget tidligt, og den rette indsats i tide har gjort en stor forskel for hans trivsel.

Billede af Rikke og Vilas

Rikke Sandbye med sin 11-årige søn, Vilas. Vilas fik konstateret bygningsfejl og nærsynethed hos børneøjenlægen, efter skolens sundhedsplejerske havde testet Vilas og opdaget, at han ikke så helt godt nok.

Der er mange ting, man skal være opmærksom på som forældre. Trives børnene i skolen? Vokser og udvikler de sig, som de skal? Ser de for meget på skærm? Listen er lang. Men en af de ting, som det faktisk kan være svært at opdage, også selvom man er tæt på sine børn i hverdagen, er, om børnene ser så godt, som de burde. For børn kan ofte have svært ved selv at opdage og sætte ord på det, hvis de har problemer med synet. Barnet kender jo kun sit eget syn og ved ikke, hvad der er normalt at kunne se. Sådan var det også for Rikke Sandbyes 11-årige søn, Vilas, der som lille slet ikke viste tegn på dårligt syn.

Opdaget hos sundhedsplejersken

Danske børn får typisk tjekket synet hos skolens sundhedsplejerske i 0., 5. og 8. klasse. Og det var netop ved sådan en test, at det blev opdaget, at den dengang 8-årige Vilas havde problemer: ”Sundhedsplejersken kunne se, at Vilas ikke så normalt. Fordi Vilas var under 10 år, blev vi sendt videre til en rigtig sød børneøjenlæge. Hun kunne konstatere, at han havde en bygningsfejl på det ene øje og derfor skulle have briller, der kunne afhjælpe det,” husker Rikke.

Desværre var bygningsfejlen ikke det eneste problem med Vilas’ syn. For ved en senere kontrol fik Vilas også konstateret nærsynethed og måtte derfor have nye briller, der også kunne korrigere for dette. Nærsynethed (Myopi) udvikler sig omkring 8-13 års-alderen, hvis øjet vokser sig for langt.

Billede af Vilas
I starten skulle Vilas lige vænne sig til at have briller. Men nu har han brugt dem hver eneste dag i to å år og har fået rigtig meget glæde af dem. 

”Øjenlægen forklarede Vilas, at det er vigtigt at bruge brillerne HVER dag. Og han gør virkelig en flot indsats og har brillerne på fra morgen til aften, undtagen i frikvartererne og når han bader og sover. Vi sørger også for at begrænse hans skærmtid og allervigtigst, at han er meget udenfor i dagslys, for det er rigtig vigtigt for at fremme synets udvikling,” forklarer Rikke.

Det kan opleves som en stor forandring for et barn, når det pludseligt skal vænne sig til at have briller, men for Vilas gav det hurtigt god mening:  ”I starten krævede brillerne lidt tilvænning for Vilas, men han blev hurtigt glad for dem. Især da han opdagede, hvor godt de hjalp ham med at se skarpt. Så nu er det mere mærkeligt for ham at undvære dem,” siger Rikke.

For at holde øje med synets udvikling går Vilas til opfølgende kontrol hos øjenlægen hvert halve år. ”Indtil videre går det rigtig godt. Kontrollerne viser, at Vilas´ syn efter to år med briller foreløbig ikke er blevet forværret,” fortæller Rikke. Hun er også lettet over, at Vilas blev opdaget og fik briller så tidligt: ”Det var så vigtigt, både for hans syn og for hans trivsel. Det, der før var sløret eller uskarpt på afstand, kan Vilas se skarpt nu, og det betyder selvfølgelig rigtig meget for ham både i skolen og fritiden”.

Billede af Rikke og Vilas i fjernsynet
Rikke og Vilas hjalp Danmark tester synet-kampagnen ved at fortælle deres historie i TV2’s Go’morgen Danmark. Her opfordrede Rikke andre forældre til at få testet deres børns syn. 

Rikke opfordrer på den baggrund også andre forældre til at skærpe opmærksomheden omkring deres børns syn: ”Jeg vil helt klart anbefale, at man holder øje og får testet barnets syn, netop fordi de ofte ikke selv kan formulere, at de ser dårligt,” slutter Rikke

Et godt råd til forældre er at holde øje med de små symptomer, der kan tyde på nedsat syn. Det kan være klager over hovedpine, koncentrationsbesvær, klodsethed, lysfølsomhed, skelen eller besvær med at fokusere eller se langt. Er man i tvivl om, at det kan være synet, der driller barnet, er det vigtig at få mistanken undersøgt. Børn under 10 år må, ud over tjek hos sundhedsplejersken, kun testes hos øjenlægen, mens børn over 10 år kan blive testet hos en optiker. Børn over 12 år kan sammen med en voksen også benytte den lægevaliderede online test på www.ojenforeningen.dk/danmarktestersynet

Råd til forebyggelse af nærsynethed hos børn

Børn skal helst opholde sig udendørs 80-120 minutter om dagen. Den høje lysintensitet uden­dørs forebygger nemlig, at de bliver nærsynede, og også at nærsynetheden udvikler sig.

For at begrænse skaderne ved nærarbejde er det en god idé at se væk hvert 20. minut i 20 sekunder, og det, man ser, skal være 6 meter væk, hvor øjet er i sin hviletilstand.

I det hele taget er det godt med pauser, hvor man kigger ud i det fjerne.

Ved nærarbejde såsom læsning eller skærmbrug er det en god tommelfingerregel at holde en afstand svarende til underarmslængden.

Det kan også være en god ide at begrænse skærmtiden til højst to timer om dagen.

Se mere på den engelsksprogede hjemmeside myopiaprofile.com