INTERVIEW

Mig og mit syn – med Lars Daneskov

Danmark tester synet har mødt forfatteren og journalisten, der i 12 år har levet med grøn stær. Det blev en snak om at forlade øjenlægen som et forandret menneske, om daglig fortrydelse og stor taknemmelighed

Billede af Lars Daneskov i hvid skjorte

Journalist og forfatter Lars Daneskov opdagede for sent, at grøn stær var ved at ødelægge synet på hans ene øje. Han har valgt at dele sin historie med Danmark tester synet-kampagnen for at opfordre andre til at tage de små tegn på synsforandringer alvorligt og blive testet i tide.

-Hvordan er dit syn, Lars?

Jeg har haft grønt stær i 12 år og har kun 10 procent syn tilbage på det højre øje. Det kan man ikke gøre noget ved. Heldigvis er synet på mit venstre øje stadig helt normalt, og hele øvelsen nu går ud på, at det ikke skal blive angrebet. Jeg har ellers altid haft et virkelig godt syn, men jeg gik pludselig fra at være ham, der kunne læse det, der stod med småt på reklamebanderne på modsatte side af stadion til at måtte sidde og gætte allerede i række to ved synsprøven, hvor bogstaverne skred ud.

-Hvordan opdagede du, at der var noget galt med dit syn?

Mit syn begyndte at skride, uden at jeg rigtig lagde mærke til det. Jeg blev mere klodset og snublede lidt for tit over fliser. I elektrisk lys kunne jeg have svært ved at se ansigtet på en lyshåret person overfor mig, især hvis vedkommende sad op ad en hvid væg. Det blev nærmest sådan en slags party joke, at jeg kunne få folk til at forsvinde lidt, hvis jeg kun brugte det ene øje. Jeg forbandt det slet ikke med, at der skulle være noget alvorligt galt med mine øjne. Når jeg kigger tilbage på det i dag, var det fuldstændig idiotisk, at jeg ikke reagerede på det.

Billede af Lars Daneskov siddende
Lars Daneskov troede først, at han nok bare skulle have læsebriller, ligesom så mange andre får, når de nærmede sig de 50 år. Han ærgrer sig dagligt over at have gået for længe med symptomer på det, der i stedet viste sig at være grøn stær. 

-Hvorfor var du så længe om at få undersøgt det?

Måske fordi jeg, ligesom de fleste andre, har en iboende tro på, at jeg er udødelig. Den der med, at ”det kan ikke ske for mig”.  Jeg har aldrig kendt nogen, der gik til øjenlæge, så det var slet ikke en del af min bevidsthed. Så da jeg opdager, at mit syn er begyndt at skride, går jeg til en optiker og efter et par runder der, får jeg at vide, at jeg skal se en øjenlæge. Først dér går det op for mig, at jeg ikke bare er en mand på vej mod de 50, der skal have læsebriller, men at der måske er noget rigtig galt. Og hos øjenlægen næste dag blev der lavet en test, og allerede i første sætning lød det: ”Du har grøn stær. Hvis ikke vi får gjort noget ved det, så bliver du blind”.

 

-Hvordan reagerede du på den besked?

Det var chokerende! For øjenlægen var det jo bare ”just another diagnose”. Men for mig var det livsomvæltende at høre sit navn nævnt i samme sætning som ordet blind. Så det var helt klart et ”før og efter-øjeblik”, hvor jeg kom ind som en rask – og udødelig - mand og gik ud med et handicap og et ordentlig prik på skulderen om, at hvis jeg ikke passede på, så ville jeg blive blind.

Om Lars Daneskov

Lars Daneskov er født i 1963 og far til fire voksne børn. Uddannet journalist og forfatter til over 30 bøger. Han blev kendt som en af de stærkeste P3-værter gennem 1990’erne og blev siden tv-vært på TV2-programmer som Eleva2ren, Go‘aften Danmark og Jeopardy, inden han vendte tilbage til radioen som redaktør på P4. Lars Daneskov har sideløbende opnået stor popularitet hos det yngre publikum med sine mange børnebøger, som også er udgivet i udlandet.

-Hvordan er det leve med den viden?

Det er irriterende. Men i stedet for at græde over det syn, der ikke er, har jeg valgt at være glad for det syn, der er. For det er det, der skal bære mig i gennem. Men det sidder som en daglig ærgrelse, at jeg ikke tog mit syn alvorligt i tide. Der fortryder jeg virkelig. Hvis jeg havde gjort det, så kunne jeg have kommet til øjenlægen noget før, og måske have bevaret lidt mere af synet, så det dårlige øje havde været lidt mere dueligt i det daglige. Det betyder også, at i selskaber er jeg nu blevet ”den levende pjece”, der altid opfordrer andre til at gå til øjenlægen og blive tjekket, hvis de har den mindste smule med synet. For jeg ved, at jeg selv kom for sent derhen.

-Hvordan fungerer dit syn nu?

Hvis jeg blokerer mit raske øje, så har jeg et melet billede af alting. Jeg fornemmer lys, men kan godt miste fornemmelsen af skikkelser og omrids. Øjet er nærmest dødt i midten, så jeg kan ikke rigtig se den person, der sidder overfor mig, men kan godt se noget skarpt ude i siden af synsfeltet. Derfor giver det øje mig også stadig en rumfornemmelse, som er vigtig, for eksempel når jeg kører bil. 

Billede af Lars Daneskov med hånd for øjet
Med sit raske øje ser Lars Daneskov heldigvis stadig helt normalt. Men blokerer han det raske øje, er verden melet og udflydende.

-Hvordan begrænser dit dårlige syn dig i din hverdag?

Jeg kan heldigvis kompensere for det manglende syn på højre øje, fordi jeg har helt normalt syn på det raske øje. Derfor er mit arbejdsliv ikke påvirket. Men jeg kan mærke, at der er situationer, hvor jeg er blevet mere ængstelig. Jeg holder mig tæt på gelænderet, når jeg skal ned ad trapperne i metroen. Der kan godt være lidt udfordringer med afstandsbedømmelse og niveauforskelle, som jeg er enormt opmærksom på. Og så bliver jeg træt i øjnene om aftenen og ser lidt mere tåget.

-Hvordan passer du så på dit raske øje?

Jeg er ret opmærksom på potentielle trusler, for jeg har jo kun et øje at lege med. Så det skal ikke ødelægges af spidsen på folks paraplyer eller af nogen, der danser rundt med en smøg i hånden til en koncert. Og jeg ved jo godt, at jeg nok ikke bliver blind, hvis jeg bliver ramt i ansigtet af en gren i skoven. Men jeg kan mærke bagefter, at jeg tænker: ”Shit, hvad kunne der være sket”.

-Hvor tit får du tjekket dit syn?

Jeg går til tjek hvert halve år, og det er helt ærligt med en lille smule bæven hver eneste gang. Jeg gider ikke være den, der får at vide, at nu er der også noget galt med det raske øje. Heldigvis er det nemt at behandle grøn stær, så hver morgen og aften får jeg øjendråber for at holde trykket nede. Jeg er skræmt ved tanken om at glemme det, så hvis jeg er kommet til at lægge mig uden, står jeg op og tager dem. Og jeg kan mærke, at jeg virkelig er lettet, hver gang øjenlægen siger, at trykket er, som det skal være.

Hvordan har grøn stær forandret dit liv?

At have fået så alvorlig en ”skavank”, som grøn stær er, gør, at jeg mentalt passer på mit liv. Jeg sætter virkelig meget pris på alle de ting i livet, der fungerer. Dem skal man ikke bare tage for givet. Så på trods af den fortrydelse, jeg også har med mig, har det givet mig en skærpet livstaknemmelighed. Det lyder stort, men det er sådan, det er.

 

Hvis du gerne vil vide mere om grøn stær, så se her