Tillykke

Carsten Edmund har udviklet foreningen til en mere synlig og betydende spiller i den brede offentlighed

Øjenforeningens formand, 75 år.

Billede af Carsten Edmund

Carsten Edmund har viet meget af sin fritid til patienter og pårørende, blandt andet ved at give telefonrådgivning til Øjenforeningens medlemmer.

I foråret i år fyldte øjenlæge Carsten Edmund 75 år. De seneste 18 år har han dedikeret til at være formand for hovedbestyrelsen i Øjenforeningen. Der er sket meget med foreningen, siden han overtog formandsposten ved et repræsentantskabsmøde på Dansk Design Center i København i juni 2004. I sin tid som formand har han med sit store engagement og sin dedikation løftet foreningen fra at være en temmelig ukendt spiller i den brede offentlighed til i dag at være en mere slagkraftig og synlig forening.

Patienternes mand

Professor i kirurgisk oftalmologi Morten la Cour lærte Carsten at kende, mens han var i færd med at lægge sidste hånd på doktordisputatsen. Han beskriver Carsten som en læge og en formand, der alle dage har været patienternes mand. Han har viet meget af sin fritid til patienter og pårørende, blandt andet ved at give telefonrådgivning til Øjenforeningens medlemmer:

”Carsten har altid taget højde for patienternes perspektiv i de ting, han laver. Og når det angår patienter, er han kompromisløs: De skal have den bedste behandling med det bedste udstyr, der findes. Men han har samtidig formået at balancere de administrative hensyn over for patienternes behov på en meget fornuftig måde. Han er dygtig til at foretage vurderinger, hvor denne balance netop kan være vanskelig.”

Begge ben på jorden

Balanceevnen gør ham ifølge Morten til en rigtig god formand for Øjenforeningen:

”Carsten står solidt med begge ben på jorden, samtidig med at han kan skære igennem og sætte en tydelig dagsorden, når det er nødvendigt. Det gør ham til en meget vellidt formand,” siger Morten La Cour.

Carsten Edmund genopstiller til formands­posten ved repræsentantskabsmødet 7. juni 2022.

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen