Synspunkt

Flere kan se hele livet

Af Carsten Edmund, Øjenlæge, dr.med. Formand

Kære læser

10. november 1982 blev Øjenforeningen stiftet på Christiansborg, dengang med navnet Landsforeningen til bekæmpelse af øjensygdomme og blindhed. Behovet for en ny forening ved siden af Dansk Blindesamfund var opstået, fordi behandlingen af øjensygdomme i Danmark ikke var på niveau med de fremskridt, der var sket i udlandet. Dansk Blindesamfund støttede først og fremmest forbedring af de sociale forhold for blinde og svagsynede og i ringe grad forskning i og udvikling af behandling af øjensygdomme.

Gennem de sidste 40 år har Øjenforeningens støtte til forskning og implementering af nye behandlinger været medvirkende til, at antallet af blinde og svagsynede er nedbragt

Gennem de sidste 40 år har Øjenforeningens støtte til forskning og implementering af nye behandlinger været medvirkende til, at antallet af blinde og svagsynede er nedbragt. Antallet af grå stær-operationer er steget fra under 1.000 til i dag omkring 60.000 om året. Antallet af blinde på grund af diabetisk øjensygdom er faldet til næsten ingen i dag. Svagsynethed på grund af våd AMD er faldet drastisk siden 2007, hvor man i Danmark hurtigt kunne iværksætte en ny behandling blandt andet på baggrund af forskningsmiljøer stimuleret af Øjenforeningen.

Information om synsfunktion og øjensygdomme til befolkningen i en letforståelig form har været forud­sætningen for, at folk er blevet behandlet og kontrolleret i rette tid. Medlemsmøder og vores blad VÆRN OM SYNET har været de bærende elementer i oplysningsindsatsen. I de sidste par år har vi i stigende grad brugt internet og sociale medier til at stille vores store informations­materiale til rådighed for en stadig større del af befolkningen.

At teste sit syn er vigtigt for at kunne erkende, om der er noget galt. Øjenforeningen har derfor udviklet en elektronisk synstest, så man i mange tilfælde kun behøver at kontakte optiker eller øjenlæge, hvis synsstyrken er nedsat.

Sundhedsvæsenet i Danmark er lidende, og det gælder også behandlingen af komplicerede og kroniske øjensygdomme. Øjenforeningen bruger derfor nu også tid og kræfter på at komme til orde i den sundhedspolitiske debat.

Inde i bladet kan du læse mere om synstest, foreningens start, nye behandlinger i fremtiden og lovende forebyggende behandlinger af nærsynethed.

God læselyst.

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen