Synspunkt

Kosmetisk kirurgi

Kosmetisk kirurgi

Kosmetisk kirurgi inden for øjenområdet vedrører hyppigst operationer på øjenlågene eller operationer for at undgå at bruge kontaktlinser eller briller.

Af Carsten Edmund, Øjenlæge, dr.med. Formand
Carsten Edmund

Kære læser

Kosmetisk kirurgi udføres for at forbedre en persons udseende eller for at kompensere for ældningsfænomener. Inden for øjenområdet vedrører det hyppigst operationer på øjenlågene eller operationer for at undgå at bruge briller eller kontaktlinser. Hvis operationen kan forbedre synsevnen væsentligt, betales den af det offentlige, ellers foretages det for egen regning.

Nærsynethed, langsynethed og alderslangsynethed (nedsat evne til at stille skarpt ved læsning som følge af alderdom) kan sædvanligvis fuldt korrigeres med briller eller kontaktlinser, som man selv skal betale. Der er dog undtagelser for blandt andet børn, fordi manglende korrektion kan føre til permanent nedsat syn på grund af dovent øje.

Refraktiv kirurgi kan korrigere for brydningsfejl i øjnene ved at ændre på hornhindens form eller ved at udskifte øjets linse med en kunstig linse, så du kan undgå at bruge briller. Visse større brydningsfejl i øjnene kan bedre korrigeres med operation end med brille/kontaktlinse. Disse operationer betales af det offentlige.

Ved enhver operation bør man overveje fordele og ulemper

Nedsat syn på grund af grå stær kan normaliseres ved at udskifte den uklare biologiske linse med en enstyrke-kunstlinse. Denne operation er gratis, men indebærer, at man fortsat skal bruge læsebriller. Mod egen betaling (typisk 30.000 til 50.000 kroner) kan man i privat regi få indlagt en flerstyrkelinse for at blive brillefri.

Dette kan dog medføre uønskede optiske fænomener som for eksempel blændingsgener, haloer (lysende ringe omkring objekter) og nedsat kontrast­følsomhed. Disse fænomener er særlig generende ved for eksempel bilkørsel i nedsat belysning. Og foretages operationen midt i livet, kan fysiologien efterfølgende ændre sig.

Ved enhver operation bør man overveje fordele og ulemper. Hvilke synsgener har man i sin hverdag, og hvilke risici er der ved operationen?

På side 20 her i bladet kan du læse om de forskellige former for synskorrektion.

God læselyst.

Carsten Edmund

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen