Synspunkt

Lang ventetid, når dit øjenproblem ikke er akut

Af Carsten Edmund, Øjenlæge, dr.med. Formand

Foto: Shutterstock

Kære læser

Det er politisk bestemt, at alle danske patienter har ret til at blive udredt for en sygdom, herunder øjenlidelse, inden for en måned og at blive behandlet for lidelsen inden for yderligere en måned. Der bør således maksimalt gå to måneder fra en konstateret lidelse til påbegyndt behandling. Dette gælder dog kun i hospitalssektoren.

Når man som patient oplever et helbredsproblem, bør man henvende sig til en praktiserende almenlæge. Har man et synsproblem, bør man henvende sig til en praktiserende øjenlæge. Drejer det sig om et ikke-akut problem, vil mange opleve endog meget lang tid, før man kan få en tid. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er betydelig variation fra øjenlæge til øjenlæge i, hvor lang ventetiden er.

Det er derfor vigtigt, at man kan henvende sig til øjenlægen uden henvisning fra sin egen læge

Praktiserende læger og øjenlæger, som tilbyder ydelser, der er gratis for patienten, har en overenskomst med Danske Regioner (tidligere sygesikringen), som beskriver hvilke ydelser, en patient er omfattet af. Patienten har desværre ikke nogen rettig­heder i forhold til, hvornår man har krav på en konsultation. Dog har de praktiserende læger pligt til at undersøge akutte eller sub-akutte patienter inden for én til få dage.

Den ovenfor beskrevne rettig­hed til at blive diagnosticeret og behandlet inden for to måneder gælder først fra den dag, hospitalet har modtaget en henvisning fra lægen. Øjenafdelinger modtager kun henvisninger fra øjenlæger. Det er derfor vigtigt, at man kan henvende sig til øjenlægen uden henvisning fra sin egen læge.

Inde i bladet er der en guide, der beskriver, hvordan man kan få en tid hos øjenlægen.

God læselyst.

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen