Guide

Valg af brilleglas

Find rundt i materialer, overfladebehandlinger og filtre
Hos optikeren kan du blive præsenteret for forskellige typer af brilleglas, over­fladebehandlinger og filtre. Vi har spurgt optometrist Ivan Nisted til råds om, hvad de forskellige valg og tilvalg indebærer, samt fordele og ulemper ved dem.

Billede af en pige der ligger med sin Ipad med briller på
Af Ditte M. Hansen Øjenforeningen

Foto: Shutterstock

Om eksperten
Billede af en mand

Ivan Nisted er uddannet optometrist, lektor på Optikerhøjskolen ved Erhvervsakademi Dania og ekstern lektor ved Aarhus Universitet samt tilknyttet Nationalt Videncenter for Optometri. Han har undervist i, samt lavet forskning i blandt andet skolebørn med synsudvikling og deres synsrehabilitering, screening for synsproblemer blandt skolebørn og synskvalitet efter øjenkirurgi.  

Foto: Benjamin Vind Nisted

TIP!

Husk, at stort set alle fabrikanter tilbyder de samme slags brilleglas og behandlinger, men blot har forskellige navne for det.

Når du skal bestille nye briller, skal du tage stilling til valg af alt fra brilleglas og forskellige overfladebehandlinger og filtre, der kan være mere eller mindre relevante for dig. Priserne varierer fra optiker til optiker og afhænger meget af hvilke kampagner, der er aktuelle hos den enkelte optiker. I det følgende gennemgås de muligheder, som du typisk vil blive præsenteret for samt vejledning i, hvornår de kan være relevante for dig.

Materialer

Brilleglas

Brilleglas fås i forskellige materialer som mineralglas og plastglas. Historisk set har brilleglas været lavet af glas (kronglas), men i dag er hovedparten af brilleglas lavet af plastmaterialer. Brilleglas af både glas og plast laves i forskellige materialesammensætninger, der gør, at nogle glas er tyndere end andre, selvom de har samme optiske styrke.

Mineralglas

Billede af et par brilleglas
I dag er hoved­parten af alle brilleglas lavet af plastmaterialer.

Det oprindelige materiale til brilleglas helt tilbage fra tidligt i det forrige årtusinde.

Fordele:

  • Meget hårdt materiale og det mest slidstærke og robuste glas med hensyn til at undgå ridser.

Ulemper:

  • Gør brillen meget tungere end plastglas.
  • Ved slag på glasset kan der springe glasskår af, som kan beskadige øjet.

Plastglas

Gennem de seneste 50 år er plastglas blevet mere udbredt og er i dag det absolut mest anvendte materiale til brilleglas.

Fordele:

  • Gør brillen meget lettere end mineralglas.
  • Stor brudstyrke, der beskytter mod slag på brilleglasset.

 

Ulemper:

  • Blødere end mineralglas og ridses derfor lettere. Hyppigere udskiftning af brilleglas må derfor forventes.

Hvilke brilleglas skal jeg vælge?

Plastglas fungerer også som beskyttelsesbriller imod slag på brilleglasset og vil derfor som hovedregel være at foretrække trods hyppigere behov for udskiftning på grund af ridser. Der er som oftest ikke væsentlig prisforskel på plast- og mineralglas.

Brydningsindeks

Brilleglas inddeles i et såkaldt brydningsindeks, der er en værdi for, hvor meget lyset afbøjes af materialet. Hvis du eksempelvis skal have et brilleglas i styrken -7,00 dioptri, vil brilleglasset med højt brydningsindeks på 1,7 eller 1,8 være tyndere end glasset med normalt brydningsindeks. Brydningsindeks på 1,5 og 1,6 er i dag standard, mens brilleglas med højere brydningsindeks kaldes højtbrydende glas.

Fordele ved højt brydningsindeks:

  • Tyndere glas, som giver brillen et lettere udseende.

Ulemper ved højt brydningsindeks:

  • I nogle glastyper opstår der mere farvespredning. Det vil sige, at du kan opleve, at for eksempel en hvid plet ses med en smule farvede ringe omkring, og dermed nedsættes syns­kvaliteten.
  • Prisen stiger i takt med brydnings­indekset. Det vil sige, jo tyndere glas, jo dyrere er de.

Hvilke brydningsindeks skal jeg vælge?

Hvis din brillestyrke er under 3 til 4 dioptri, vil der ikke være fordele ved at vælge et højtbrydende glas. Hvis du har højere brillestyrke, kan du få et tyndere og pænere glas ved at vælge et højtbrydende glas. Få optikeren til at vise dig hvilken tykkelse, glassene vil få i netop dine brillestyrker med netop det brillestel, du har valgt. Vælger du et stort brillestel, vil glassene nemlig bliver tykkere, end hvis du vælger et mindre stel. Ønsker du et højtbrydende glas, kan du også tale med optikeren om at vælge et glas, der ikke giver væsentligt mere farvespredning. 

Glasdesign

Oprindeligt var alle brilleglas såkaldte sfæriske glas, der kan forstås som et udsnit af en kugle. Siden har glasfabrikanterne udviklet asfæriske brilleglas, hvor krumning af glasset er beregnet i hvert punkt.

Fordele ved asfæriske brilleglas:

  • Er tyndere og dermed lidt lettere end det traditionelle sfæriske glas.
  • Giver lidt bedre billeddannelse, hvis dine brillestyrker er over 3 til 4 dioptri.

Ulemper ved asfæriske brilleglas:

  • Forstørrer i mindre grad det, du ser på.
  • Prisen er højere.

Hvilke glasdesign skal jeg vælge?

Vælg de asfæriske brilleglas, der giver tyndere glas, hvis du foretrækker et lettere udseende af dine briller, men vær opmærksom på, at prisen er højere.

Er du svagsynet, vil der som hovedregel være en synsmæssig fordel i ikke at vælge asfæriske brilleglas, da de forstørrer i mindre grad end sfæriske brilleglas, hvilket vil kunne give dig forøget besvær med at læse tekst i mindre skriftstørrelse.

 

Overfladebehandlinger

Anti-refleksbehandling

Mens det meste af det lys, der rammer brille­glasset, bliver sendt ind i dit øje, vil en mindre del af lyset blive reflekteret. Det er samme effekt, som når vi ser ud ad et vindue, hvor vi samtidig med, at vi kan se gennem vinduet, også ser et spejlbillede af det rum, vi står i. Anti-refleksbehandlinger har til formål at reducere denne spejleffekt.

Effekten opnås ved at dampe et lag mikro­skopiske kvartskrystaller oven på brilleglassets for- og bagside.

Fordele:

  • Behandlingen på forsiden af glasset gør, at andre vil se dine øjne tydeligere igennem glasset. Effekten er kosmetisk, men nogle oplever også, at brilleglassene giver en barriere ved social kontakt, hvis glassene ikke har en anti-refleksbehandling.
  • Behandlingen på bagsiden gør, at lys, der rammer brilleglassets bagside, som for eksempel fra ovenlys eller vinduer, bliver reduceret, hvilket mange oplever som bedring af synskomforten.
  • De forskellige typer af anti­-refleks­behand­linger reducerer reflekserne fra ¼ til 1/8. Med andre ord vil 92 pct. af det lys, der rammer brilleglasset, komme ind i dit øje, hvis du vælger et glas uden anti-refleksbehandling.
  • Med en standard anti-refleksbehandling vil 98 pct. komme ind i dit øje.
  • Med de mest effektive anti-refleks­behandlinger kommer 99 pct. af lyset ind i dit øje.

Ulemper:

  • Der er en tillægspris for anti-refleksbehandling.
Titel

Børn og briller

Billede af en pige der er hos optikeren som får justeret briller
  • Børn tilrådes altid at vælge plastglas for at undgå, at de får glasskår i øjnene, hvis brille­glassene går i stykker.
  • Da børn oftere skifter briller end voksne, kan man overveje, hvor mange fordyrende behandlinger, der er væsentlige.
  • Diskuter ikke med dit barn, om det skal have briller, men involver barnet i valg af brillestel.

 

 

 

Skal jeg vælge anti-refleksbehandling?

Vælger du en anti-refleksbehandling, vil du opleve, at generende reflekser på brilleglassets bagside reduceres. Dette vurderes at være en fordel, uanset om du er svagsynet eller kan opnå normal synsevne med brilleglas, ligesom gevinsten ved at vælge en almindelig anti-refleksbehandling anses for at være væsentlig. Hvorvidt der er en synsmæssig gevinst ved at vælge en ’super’-anti-refleksbehandling er uvist, især hvis du vælger et brilleglas i almindeligt brydningsindeks (1,5). Er du i tvivl, så få vist forskellen på en almindelig og ’super’-anti-refleksbehandling, og forhør dig om prisforskellen. Optikeren kan vise dig glasprøver med de forskelle typer af anti-refleksbehandling.

EU har et lovdirektiv, der siger, at borgere, der har intensivt arbejde med computerskærm, skal tilbydes skærmbriller med anti-refleks, da dette giver en højere komfort ved skærmarbejde. Læs mere om skærmbriller og arbejdsgiverbetaling her:  ojenforeningen.dk/skærmbriller

Billede af en mand som prøver briller

TIP!

Føl dig ikke forpligtet til at købe briller et bestemt sted, blot fordi du har fået en gratis synsundersøgelse, og ekspedienten har brugt lang tid på dit besøg. Køb dine briller hos dem, du har mest tillid til.

Ekstra overfladebehandlinger

Selvrensende overfladebehandling

Går også under navne som ’CleanCoat’, ’X-tra Clean’ og ’Antistatisk’. Gør efter sigende brilleglassene mere modstandsdygtige over for skidt og snavs og lettere at rengøre.

Vandafvisende overfladebehandling

Går også under navnet ’hydrofobisk belægning’. Skulle efter sigende afvise vand og fugt fra regn, koldt vejr eller sved fra glassene ved at svække overfladebindingen mellem vanddråberne og glassets overflade.

DriveSafe-belægning

Skulle efter sigende afhjælpe de gener, som du kan opleve i trafikken som eksempelvis blænding, så du skal anstrenge dine øjne mindre. 

Anti-virus-belægning

Skulle efter sigende give brilleglassene ekstra beskyttelse mod virus og bakterier og dræbe op til 99 pct., da brilleglassene bliver belagt med en sølvlegering, der øjeblikkeligt går i gang med at dræbe bakterier og virus, så snart de rammer glasoverfladen.

Forøg holdbarheden

Uanset hvilken type af brilleglas og eventuelle behandlinger og filtre, du vælger, er det vigtigste, at du pudser dine briller korrekt, hvis du vil forøge deres holdbarhed.

Anbefales:

  • Skyl brillen under lunkent vand.
  • Brug brillepudsemiddel, så skidt på glasset løsnes. Det indkapsler også snavset.
  • Brug en ren, blød bomuldsklud, så du undgår at ridse glasset.

Frarådes:

  • Brug ikke køkkenrulle, da det kan være for hårdt mod overfladen.
  • Puds ikke brillerne i tøjet, da det kan være beskidt.
  • Brug ikke opvaskemiddel, da det typisk trækker striber på glasset.

Skal jeg vælge ekstra overfladebehandling?

Det er uklart, hvor stor forskel de forskellige behandlinger vil have for dit syn, da oplevelsen er subjektiv og i de fleste tilfælde ikke videnskabeligt dokumenteret. Har du tidligere oplevet gener ved det, som behandlingerne efter sigende skulle reducere eller afhjælpe, så kan du overveje at tilkøbe overfladebehandlingen, afhængig af dine geners størrelse og din økonomi.

Hærdninger

I takt med, at der er kommet tyndere brilleglas på markedet, er der også kommet forskellige hærdninger til dem, da de er mere udsatte. Især for nogle af de højtbrydende glas er det nødvendigt at hærde glassene, da disse materialer er særdeles bløde og dermed ridses lettere. I disse tilfælde kan glassene oftest ikke købes uden hærdning.

Da plastglas er forholdsvis bløde, bliver de ofte hærdet kemisk eller med varme.

Mange brilleglas har derfor hærdninger på fra start, men du vil kunne opleve at skulle tage stilling til specielle hærdninger, der ikke indgår som standard i brilleglassene.

Hård overfladebehandling

Går også under navnet ’Hård hærdning’ eller ’Ekstra hærdning’.

Fordele:

  • Gør brilleglassene mere modstandsdygtige over for ridser, smuds og snavs.

Ulemper:

  • Der er en tillægspris for ekstra hærdninger.
Vidste du ...?

Vi skifter typisk brilleglas hver andet til fjerde år på grund af ændret synsstyrke. Brilleglassene kan kun overfladebehandles hos glas­producenten, inden du tager dem i brug.

Skal jeg vælge hård overfladebehandling?

Har du valgt plastglas, vil det være en fordel for dig at tilvælge en hård overfladebehandling, så dine glas bliver mere robuste. Vær dog opmærksom på, at dine plastglas trods hærdning aldrig vil blive lige så slidstærke som mineralglas, der er det stærkeste brilleglas, du kan få.

Bemærk også, at dyrere brilleglas forventes at have længere levetid end billige, men måden, du pudser brilleglassene på, er vigtigere for glassets holdbarhed, end om glasset er hærdet eller ej.

Filterglas

Blålysfilter

Går også under navne som ’BlueProtect’ og ’Blue Cut’. Blålysfiltret reducerer det såkaldte blå lys, der kommer fra skærme på blandt andet mobiltelefoner, computere, tablets og tv, men som også findes i det helt almindelige udendørs lys. Problemet med blåt lys er, at det gør dig mere vågen og aktiv. Bruger du derfor skærmen om dagen, er der ikke nogen dokumenteret grund til at have glas med blåfilter*. Men hvis du sidder med skærmen om aftenen, kan det forstyrre produktionen af søvnhormonet melatonin, så du kan have svært ved at falde i søvn eller får en dårligere søvn.


*Videnskabelige studier har påvist en mindre effekt af blåfilterglas for personer med selvrapporteret søvnløshed og nogle psykiatriske lidelser, men der er ikke fundet nogen effekt på raske menneskers søvn.

Skal jeg vælge blåfilterglas?

Da der ikke findes dokumentation for, at blålysfilter beskytter mod øjensygdom, skal du ikke vælge dem af denne grund. Mange skærme har desuden et indbygget blåfilter, som du kan slå manuelt til om aftenen, hvis ikke det aktiveres af sig selv. Oplever du søvnløshed, når du har haft et stort skærmforbrug, så kan du overveje at vælge blåfilterglas. 

Billede af en brille med gule glas

Farvet filter

Et farvet filter har en tone eller farve i glasset, der dæmper lyset.

Skal jeg vælge farvet filter?

Hvis du lider af for eksempel lysfølsomhed både inden- og udendørs, kan et farvet filter hjælpe dig. Prøv dig frem med forskellige farver og toner, da det er forskelligt fra person til person, hvad der skal til for at reducere lysfølsomheden, og vælg kun et farvet filter, hvis du kan mærke, at det forøger din synskomfort. En mulighed er, at du afprøver forskellige typer af farvede filtre, der kan sættes uden på brillen, inden du får isat farvede glas.

Farveskiftende filer

Et filter, der skifter farve alt afhængig af lysstyrken der, hvor du er.

Skal jeg vælge farveskiftende filter?

Hvis du generelt er generet af sollyset eller skarpt lys udenfor, men ikke har lyst til at skifte til et par mørke solbriller i tide og utide, kan farveskiftende filtre være en god løsning for dig.

UV-filter

Et filter, der beskytter dine øjne mod UV-lys.

Skal jeg vælge UV-filter?

Den mest skadelige del af UV-lyset kaldes UV-C, og det meste af dette absorberes i atmosfæren. Dine almindelige brilleglas filtrerer det såkaldte UV-B-lys og størstedelen af UV-A-lyset, som anses for at være det UV-lys, der er mindst skadeligt. Endvidere filtrerer dine øjnes optik UV-lys, så brilleglassets formål er udelukkende at beskytte den forreste del af øjet, da nethinden, som vi ser med, er beskyttet af øjets egen optik. Som udgangspunkt behøver du derfor ikke vælge UV-filter til dine brilleglas, da det ikke antages at give nogen væsentlig ekstra beskyttelse af øjet.

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen