Spørgsmål til øjenlægen

Jeg er indenfor den seneste tid blevet præsenteret for, at flere venner i vor omgangskreds fortæller, at produktet ’Blue Berry Plus’ øjenvitamin er fremragende til at forebygge øjensygdomme. Herunder nethindeløsning. Samt at netop deres øjenlæge anbefaler produktet.

Jeg er naturligvis yderst skeptisk overfor, om produktanprisningerne kan leve op til virkeligheden, og jeg har derfor via ’nettet’ søgt efter videnskabelige undersøgelser, der kan bekræfte postulaterne. Men kan ikke finde noget.

Har Øjenforeningen kendskab til det nævnte produkt og virkningen heraf - bortset fra producentens indtjening?

Svar

 

Der findes mig bekendt ingen dokumentation for, at det nævnte præparat har nogen effekt på forebyggelse af øjensygdomme herunder nethindeløsning. Det har i mange år været postuleret, at blåbær ligesom gulerødder skulle være godt for øjnene.

Kosttilskud med vitamin C og E, zink, kobber, lutein og zeaxanthin i høje doseringer har dokumenteret effekt på forløbet af AMD (alderspletter på nethinden) ved at nedsætte risikoen for, at tør AMD går over i en våd og mere synstruende form (se Øjenforeningens AMD brochure på vos.dk). De nævnte stoffer findes i forskellige planter, men for at opnå en effekt skal de indtages i den rette dosering. Det er altså ikke tilstrækkeligt blot at indtage planter, der indeholder stofferne.

Af Carsten Edmund, Øjenlæge, dr.med. Formand