Information i samarbejde mellem Rigshospitalets øjenafdeling og Øjenforeningen:

Ojenforeningen logo med tekst

Grå stær - information om operation

Rigshospitalets indgang

Grå stær (katarakt) er uklarheder i øjets linse. Dette kan medføre nedsat syn, blænding ved kig ind i skarpt lys og/eller at bogstaver ses dobbelt. Ved væsentlige gener, kan man overveje operation.

Linsen ligger i en linsekapsel. Ved operation fjernes den uklare linse med en ultralydsvibrator, mens linsekapslen samtidigt bevares. I linsekapslen bliver der lagt en ny klar plastik linse med den styrke, som der er aftalt til forundersøgelsen.

De fleste patienter får et bedre syn efter operationen, medmindre der er andre sygdomme i øjet såsom forandringer på nethinden eller på hornhinden.

Forundersøgelse inden operationen

  • Hårde kontaktlinser må ikke bruges 3 døgn før forundersøgelsen
  • Bløde kontaktlinser må ikke bruges 1 døgn før forundersøgelsen
  • Medbring de briller, du bruger til hverdag
  • Medbring sundhedskort (det gule sygesikringskort).
Person igang med at få undersøgt øje

OBS: Der dryppes med pupiludvidende øjendråber. Synet vil være sløret, og du bliver lysfølsom. Det er derfor en god ide at medbringe solbriller. Vi fraråder derfor også, at du selv kører bil den dag.

Der tages stilling til operation ud fra

  • Graden af dine synsgener
  • Mængden af grå stær
  • Hvis du kører bil:  Hvor tæt du er på grænsen for kørekort.

Hvis begge øjne skal opereres, får du som standard én tid til operation, hvor begge øjne opereres samme dag. I særlige tilfælde gives der dog to operationstider, hvor øjnene bliver opereret forskudt på forskellige dage. Hvis der er afbud blandt de planlagte opererede patienter, kan du være heldig, at vi tilbyder dig operation samme dag, som du forundersøges.

Hvis du er vant til at kunne læse uden læsebriller, skal du overveje:

  1. Om du ønsker at fortsætte med at kunne se bedst muligt ved læsning/nærarbejde, så du muligvis kan undgå læsebriller. Ved denne løsning bliver du til gengæld afhængig af afstandsbriller (gå-brille)

eller

  1. Om du ønsker at se bedst muligt på afstand, så du muligvis kan undgå afstandsbriller (gå-briller). Ved denne løsning bliver du til gengæld afhængig af læsebriller.

Du skal ringe til os, hvis du i dagene op til operationen

  • Får forkølelsessår i ansigtet eller sår med tegn på infektion
  • Bliver syg, f.eks. influenza eller lungebetændelse

På operationsdagen

Operationen foregår som udgangspunkt i lokalbedøvelse og uden indlæggelse.

Billede af to personer der laver en øjenoperation

Når du møder til operationen

  • Bedes du møde op nyvasket og i rent tøj
  • Må du ikke have creme, pudder i ansigtet
  • Må du ikke have anvendt øjenmake-up 2 dage før operationen
  • Bedes du møde uden kontaktlinser
  • Tilbydes du afslappende medicin

Operationen

  • Selve operationen varer ca. 30 minutter
  • Du ligger ned og får lagt et tyndt papirstykke over ansigtet, som ikke generer din vejrtrækning
  • Øjet holdes åbent med en øjenspærre

Efter operationen

Umiddelbart efter operationen kan du tage hjem. Du må ikke selv køre bil.

Øjendrypning

  • Dråberne kan hentes på apoteket efter forundersøgelsen
  • Øjendråberne forebygger hævelse på nethinden samt regnbuehindebetændelse
  • Hvis begge øjne skal opereres, skal du købe to flasker – en til hvert øje - for at undgå infektion
  • Dråberne kan udleveres flere gange på samme recept
  • Hvis du normalt bruger øjendråber til at sænke øjentrykket, skal du fortsætte med disse uden at holde pause
  • Fire timer efter operationen skal det/de opererede øje/øjne dryppes tre gange om dagen i tre uger med Voltabak: morgen, middag og aften:

Medicin

Morgen

Middag

Aften

Voltabak

1 dråbe

1 dråbe

1 dråbe

  • På medicinens indlægsseddel står, at dråberne skal startes op dagen inden operationen. Dette har vi ved et PhD-studium fundet er unødvendigt, med mindre du har fået andet at vide, og det skal du derfor ikke gøre
  • Husk at vaske hænder, inden du drypper
  • Du må ikke lukke tårekanalen med en finger efter øjendrypningen af hygiejnemæssige årsager, selvom det står på dråbernes indlægsseddel
  • Hvis du er i tvivl om du selv kan dryppe dine øjne efter operationen, så træn forinden ved at købe ”kunstige tårer”, som fås i håndkøb på apoteket. Put dem i køleskabet – derved kan du mærke om du får noget koldt i øjet og dermed om du drypper rigtigt
  • Hvis du alligevel har behov for hjælp til øjendrypningen, skal du aftale det med personalet efter operationen. Personalet vil så kontakte hjemmeplejen i din kommune.

Normale reaktioner i dagene efter operationen

  • Sløret syn i dage til uger
  • Øjet kan være rødt, løbe i vand, klø og føles som om, der er ”grus i øjet”. Dette kan afhjælpes med fugtgivende øjendråber (håndkøb på apoteket)
  • Enkelte får lette smerter, når bedøvelsen holder op med at virke. Du kan evt. tage smertestillende tabletter (fx paracetamol, fx Pinex, Panodil eller Pamol)

Lige efter operationen må du

  • Se TV og læse
  • Arbejde i støvfri omgivelser uden løft (fx kontorarbejde og genoptræning)
  • Blive vaccineret
  • Bukke dig, købe ind, lave mad og gøre rent
  • Cykle og køre med offentlig transport
  • Gå i brusebad og vaske hår med lukkede øjne
  • Bruge dine gamle briller, hvis de giver skarpere syn
  • Bruge solbriller, hvis du synes det er behageligt
  • Rejse med fly (obs. tjek dog med dit forsikringsselskab)

En uge efter operationen må du

  • Lave fysisk anstrengende arbejde, arbejde der støver og arbejde, hvor der er risiko for infektion/smitte (fx som håndværker eller børnehavepædagog)
  • Dyrke sport og lave gymnastik
  • Have sex
  • Gå til tandlæge

To uger efter operationen må du

  • Svømme i havet og svømmepøl
  • Anvende øjenmake-up

Kontrol efter operationen

Du skal selv bestille tid hos din egen øjenlæge 1-6 uger efter det sidste øje er opereret (maximalt 8 uger efter første øjes operation).Du skal ringe og bede om tiden, så snart du kender operationstiderne. Så er du sikker på at få en tid.

Bilkørsel

Efter individuel vurdering

Sygemelding

Din arbejdsgiver kan rekvirere en sygemelding fra os ved behov 

Nye briller

Du skal tidligst købe nye briller en måned efter operationen. Indtil du får nye briller, kan du afprøve et af følgende:

  • Bruge klap på det opererede øje og samtidigt bruge dine normale gå-briller
  • Bruge klap på det ikke-opererede øje uden samtidigt at bruge dine normale gå-briller
  • Tage brilleglasset ud svarende til det opererede øje
  • Øjet tager ikke skade af, at du benytter dine sædvanlige briller
  • Køb en billig læsebrille på cirka +2,5 dioptri, hvis du er opereret til at se skarpt på afstand uden briller

Du skal kontakte Afdeling for Øjensygdomme, hvis:

  • Du får stærke smerter i øjet
  • Øjet pludseligt bliver meget rødt
  • Synet pludseligt bliver meget sløret, efter at det har været godt
  • Du får kvalme og opkast

Lille risiko for komplikationer

Meget få oplever at få komplikationer som følge af en operation for grå stær. Den samlede risiko for synsforringende komplikationer er under 1%. De typiske komplikationer vil være hævelse af hornhinde og nethinde samt trykstigning i øjet. Andre komplikationer er blødning og betændelse i øjet og nogle oplever at tabe øjets linsemateriale i øjet. I sjældne tilfælde kan der ske en nethindeløsning.

Særlige forhold som regnbuehinde-betændelse, grøn stær, stærk nærsynethed, mm. øger risikoen for komplikationer.

Efterstær

Efterstær er en sløring i linsekapslen, som opstår i 15 ud af 100 grå stær opererede øjne. Det opstår måneder til år efter operationen. Din egen øjenlæge kan stille diagnosen. Behandlingen foregår med laser og er smertefri. Behandlingen bør tidligst foregå tre måneder efter operationen og du vil typisk genvinde samme syn som før efterstæren opstod.

Læs mere om efterstær

Kontakt

Når du følges på Rigshospitalet-Glostrup

Ved akut opståede problemer

Hverdage kl. 8–15
Telefon: 38 63 43 77, Grå Stær team

Øvrige tidspunkter:
Telefon: 38 63 47 36, til Klinik for Akutte Øjensygdomme

Ved spørgsmål


Min Sundhedsplatform
Her kan du blandt andet skrive direkte til os hvis du har spørgsmål til din undersøgelse eller behandling og se din journal samt prøvesvar.

Du finder Min Sundhedsplatform i dette link

Du skal logge på med dit NemID.

Vælg ”Skriv til os”. Se svar under ”Meddelelser”

Tilmeld dig under ”Påmindelser” og få en e-mail, når der er svar.

Du kan også få adgang til Min Sundhedsplatform via APP’en ”MinSP”. Hent den i App-store eller Playbutik.

Mail
Mail til Klinik for Grå Stær, Rigshospitalet-Glostrup
Du skal logge på med til NemID, se svar i din E-Boks
 

Du kan også benytte denne QR-kode

       

 

Siden er senest revideret

Rigshospitalets øjenafdeling

Inge Lehmanns Vej 7
Rigshospitalet, opgang 2
+45 35 45 35 45

Hverdage kl. 8–15
Telefon: 38 63 43 77, Grå Stær team
Telefon: 38 63 43 XX, NNN team

Øvrige tidspunkter:
Telefon:38 63 47 36, Klinik for Akutte Øjensygdomme

Indhold på siden