Slimhindebetændelse (Conjunctivitis)

Definition

Øjenæblets overflade og øjenlågenes inderside er beklædt med en slimhinde, som kan blive betændt. Slimhindebetændelse er almindeligt forekommende, findes i alle aldre, kan være smitsom, allergisk betinget eller være forårsaget af mikroorganismer som virus og bakterier.

Symptomer

Klistren, øget sekretion, irritation og rødt øje er almindelige symptomer.

Undersøgelser

Diagnosen stilles af læge eller evt. af øjenlæge på de karakteristiske symptomer. Det er kun sjældent nødvendigt at foretage dyrkning af et skrab fra slimhinden.

Behandling

Hvis allergisk årsag er sandsynlig, behandles med antiallergiske øjendråber, ellers gives ofte antibiotiske øjendråber, som dog ikke hjælper mod en virusinfektion.

Forebyggelse

Smitten foregår med fingrene fra øjets slimhinde til anden person. Omhyggelig håndvask og individuelle håndklæder nedsætter risikoen for smitte i familien. Børn med smitsom øjenbetændelse må ikke komme i daginstitution.