Guide

Øjenlæge uden ventetid?

En kvinde der bliver undersøgt i øjet af en optiker
Af Redaktionen

Kilder: Danske Øjenlægers Organisation og Carsten Edmund, øjenlæge dr. med.

Flere oplever at blive afvist, når de henvender sig hos øjenlægen, ene og alene fordi køen er for lang. Landets øjenlæger gør deres bedste for at prioritere patienterne, så de mest trængende også er dem, der hurtigst får tider, men de har ikke kapacitet til at følge med den stigende efter­spørgsel på øjenlægehjælp. For den enkelte er det frustrerende at skulle ringe rundt fra øjenlæge til øjenlæge – ventetiden kan også være fyldt med ængstelse, og i værste fald kan du opleve forværring af dine symptomer og sygdom. Her får du en gennemgang af de muligheder, du har for at få en tid hos øjenlægen – og hvad du skal gøre, hvis du oplever problemer med at få en tid.

Titel

Sådan får du en tid

 

Opsøg en lokal øjenlæge

Der er frit lægevalg i Danmark, men der er god ræson i at vælge en lokal øjenlæge. Selvom der er forskel på øjenlægetætheden på tværs af landet, vil øjenlæger med lange ventetider helst tilse patienter tæt på deres klinik. På Øjenforeningens hjemmeside kan du nemt finde praktiserede øjenlæger i nærheden af, hvor du bor. Brug eventuelt linket her:  ojenforeningen.dk/find-ojenlaeger.

Bemærk: En henvendelse til en øjenlæge kræver ikke henvisning fra din egen læge.

Øjenforeningens data er baseret på oplysninger fra sundhed.dk. Alle øjenlæger indrapporterer deres ventetid for ikke-akutte patienter til de danske myndigheder, der efterfølgende offentliggør dem her:  sundhed.dk/borger/guides/find-behandler. Øjenforeningen bestræber sig på hele tiden at opdatere informationen om aktuelle ventetider.

Insister på at få en tid, der matcher sundhed.dk
Hvis du oplever, at du, trods din henvendelse til en øjenlæge i dit lokalområde, ikke kan få tilbudt en tid, bør du insistere på at få en tid inden for den angivne ventetid på sundhed.dk.

Fortæl, at du vil indgive en serviceklage
Hvis klinikken fortsat afslår at tilbyde dig en tid inden for den angivne tidsfrist på sundhed.dk, bør du oplyse klinikken om, at du mener dig berettiget til en tid, og at du vil indgive en serviceklage til regionen, såfremt du ikke kan få en tid.

Afgiv en serviceklage til regionen
Afslår klinikken stadig at give dig en tid, bør du rette henvendelse til regionen med en såkaldt serviceklage. Det vil sige en klage, der handler om de generelle forhold hos den praktiserende (special)læge. Regionen vil så tage dette op i deres samarbejdsudvalg med speciallægerne og rette henvendelse til den pågældende klinik.

 

Brug for sub-akut eller akut hjælp?

Akut

Akut betyder, at du skal have en øjenundersøgelse hurtigst muligt af en øjenlæge. Alle øjenlæger har akuttider.

Find en øjenlæge her:  ojenforeningen.dk/find-ojenlaeger

På hverdage mellem klokken 16 og 08, i weekender og på helligdage skal du henvende dig til lægevagten eller akuttelefonen.

Sub-akut

Sub-akut betyder, at du skal have en øjenunder­søgelse inden for få dage. Hvis du oplever langsomt indsættende synstab, så start hos optikeren, da det kan være en såkaldt brillefejl. Det vil sige et synstab, der kan korrigeres ved hjælp af briller. Hvis optikeren ikke kan få dig til at se, skal du undersøges af en øjenlæge. Find en øjenlæge her:  ojenforeningen.dk/find-ojenlaeger

Du kan læse mere om, hvordan du skal reagere på dine øjensymptomer her: ojenforeningen.dk/artikler/saadan-skal-du-reagere-paa-dine-oejensymptomer

Find din regionale lægevagt her:

Region Hovedstaden

Telefon 1813

Region Midtjylland 

Telefon 70 11 31 31

Region Nordjylland 

Telefon 70 15 03 00

Region Sjælland

Telefon 70 15 07 00

Region Syddanmark

Telefon 70 11 07 07

I livstruende situationer skal du altid ringe 112

Oversigt over ventetider ikke-akut

På Øjenforeningens hjemmeside finder du en oversigt over alle praktiserende øjenlæger i Danmark. Det er øjenlæger, der alle har en overenskomst med Danske Regioner (tidligere sygesikringen) – og du kan derfor komme til uden egenbetaling. På  ojenforeningen.dk er det ventetiden for en ikke-akut øjenlidelse, der er anført.

Husk:
Henvendelse til en øjenlæge kræver ikke henvisning fra din egen læge.

Akuttider via lægen

Drejer det sig om en akut øjenlidelse, kan du kontakte egen øjenlæge, og hvis ikke du har en sådan, bør du henvende dig til egen læge, der i en del tilfælde kan behandle tilstanden.

Akuttelefonen

Kan du hverken få kontakt med egen læge eller en øjenlæge, må du ringe til akuttelefonen i den region, du bor i. Her kan du få rådgivning og eventuelt blive henvist til den nærmeste akutklinik, hvor en læge eventuelt kan kontakte den regionale vagthavende øjenafdeling.

Akut lægeligt beredskab

Der er et akut øjenlægeligt beredskab i alle regioner, som kan diagnosticere og behandle akutte øjenlidelser. Bemandingen på de vagthavende øjenafdelinger tillader ikke, at du henvender dig direkte. Det forudsætter, at du er visiteret af en læge. Du kan således altid blive tilset af en øjenlæge, hvis det skønnes nødvendigt af en læge, men vejen dertil kan være noget omstændelig.

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen