Da synet kom på dagsordenen

Det var flere års stædigt lobbyarbejde, der kulminerede, da Øjenforeningen onsdag eftermiddag den 10. november 1982 endelig blev stiftet i Venstres gruppeværelse på Christiansborg. Det var lykkedes at samle et stærkt hold af politikere, øjenlæger og fremtrædende mænd, der gik aktivt ind for sagen. Synet skulle på dagsordenen, og der skulle skaffes penge til forskning og udvikling, så danskerne kunne få de samme behandlinger, man kunne få i udlandet. Så der var brug for en organisation, der satte forskning, behandling og forebyggelse i højsædet. Opgaven var altså at skabe interesse for at forebygge og behandle tab af syn, fremfor at fokusere på sociale tiltag over for dem, der blev ramt af blindhed. Den opgave blev varetaget af Dansk Blindesamfund, som sad tungt på dagsordenen, men det kom til at ændre sig.

I dag, 40 år efter dannelsen af Øjenforeningen, kan vi glæde os over, at Danmark er med i front inden for klinisk forskning, øjenbehandling og forebyggelse, hvor der er sket den ene revolution efter den anden. Og der er flere spændende behandlinger på vej. Men var det ikke for de to ihærdige initiativtagere, professor i øjensygdomme Henrik Lund-Andersen og øjenlæge Kim Frost, så havde der måske slet ikke været nogen Øjenforening. VÆRN OM SYNET har i anledning af 40-års jubilæet samlet de to herrer, der trods alderen stadig har en så travl kalender, at det tog omkring 40 e-mails, før vi fandt et tidspunkt, hvor de begge kunne mødes. Men det lykkedes, og her er deres fortælling:

Et øje var nok

”Da jeg startede som øjenlæge i 1976, var der tusindvis af danskere, der hvert år mistede synet, først og fremmest på grund af diabetes. Folk var for dårligt reguleret med insulin, så de fik senkomplikationer, hvilket betød, at de fleste diabetespatienter blev blinde med tiden. Folk blev også blinde af AMD, som man ikke vidste særlig meget om. Man lavede også kun 900 grå stær-operationer om året i hele Danmark; til sammenligning laver man i dag næsten 60.000 om året. Dengang foregik operationen ikke særlig nænsomt, man tog hele linsen ud, og så fik patienten en tyk brille på + 10-13 stykker. Det betød, at fortovet kom op i knæhøjde, og mange snublede ned ad trappen, fordi de ikke kunne afstandsbedømme. Man blev desuden kun tilbudt operation på det ene øje. Målet var, at patienten kunne læse, og det kan man jo med ét øje. Men forskning i øjensygdomme tog for alvor fart herhjemme omkring 1980, i takt med gennembrud i forståelsen af især sygdomme i øjets nethinde og ny behandling med blandt andet laser,” fortæller Kim Frost og giver ordet til sin gamle kollega Henrik Lund-Andersen, som kom ind i øjenfaget med en betydelig fysiologisk forskningsbaggrund.

I udlandet var der allerede en rivende udvikling i gang blandt andet på grund af store forsknings­donationer fra blinde­organisationer

”I 1979 blev jeg som repræsentant for Danske Øjenlægers Selskab valgt ind i Dansk Blindesamfunds komite til forebyggelse af blindhed. Jeg blev hurtigt klar over, at Dansk Blindesamfund gav meget få midler til forskning og forebyggelse, i forhold til deres meget store indtægter. Det blev jeg forarget over. Jeg prøvede at overtale Dansk Blindesamfund til at ændre kurs og støtte forskning og udvikling mere, men det var umuligt.

Danmark var bagud

I udlandet var der allerede en rivende udvikling i gang blandt andet på grund af store forskningsdonationer fra blindeorganisationer. Så situationen var således ved at vende, fordi der var masser af ny viden og nye behandlinger på vej til diabetikere og AMD-patienter, som både jeg og Kim Frost kendte til. Vi havde begge været på kurser i både USA og England, og vi indså, at Danmark var langt bagud, også sammenlignet med Sverige og Norge. Men hvis Danmark skulle op på niveau, ville det kræve penge til at forske for. Så jeg tænkte, at når Dansk Blindesamfund ikke ville være med, så skulle vi lave vores egen organisation: Landsforeningen til bekæmpelse af øjensygdomme og blindhed,” fortæller Henrik Lund-Andersen, der besluttede at sætte sig i spidsen for at gøre det. Og med lidt held og gåpåmod skete der noget i foråret 1981:

”Jeg var reservelæge på øjenafdelingen på Rigshospitalet, og efter en vagt fik jeg lyst til at se til nogle af patienterne igen,” fortæller han. En af patienterne var politikeren Gustav Holm­berg, der var indlagt på øjenafdelingen. Han var en meget erfaren politiker med et godt netværk på Christiansborg, og Henrik Lund-Andersen benyttede lejligheden til at tale for øjensagen:

”Jeg fortalte om de problemer, vi havde med at få midler til at skabe fremskridt. Jeg spurgte ham, om han kunne tænke sig at være med til at hjælpe med det. Heldigvis var han interesseret i sagen,” fortæller Henrik Lund-Andersen, som ikke lægger skjul på, at det var et helt afgørende møde.

Samme sommer i 1981 var Kim Frost og Henrik Lund-Andersen til en kongres i Oulu i Nordfinland, hvor de stak hovederne sammen med professor Eilif Gregersen, der da var chef for Rigshospitalets øjenafdeling, og her tog ideen om at stifte en Landsforening til bekæmpelse af øjensygdomme og blindhed for alvor fart.

Kunstnere og politikere

Gustav Holmberg blev formand, og han fik K.B. Andersen med, og de to blev ankerpersoner for foreningen sammen med Eilif Gregersen, Henrik Lund-Andersen og Kim Frost. Og derfra spredte det sig som ringe i vandet. De to politikere kendte et hav af personer, og der var ikke dem, de ikke kunne få med, og som ville hjælpe, hvilket man også kan se på fotografiet. En af de få kvinder på fotografiet er Pat Mørup, som står lige ved siden af K.B. Andersen. Hun havde været sekretær for Stig Lommer på ABC Teatret og Aveny Teatret i over 20 år og kendte en masse kendte mennesker, blandt andet Dirch Passer, som hun også var sekretær for en overgang. På grund af dårligt syn måtte Pat Mørup dog opgive sit job i teaterverdenen, men det betød til gengæld, at hun støttede op om den spirende øjenforening blandt andet ved at trække på sit store netværk. En af dem var kunstneren Bjørn Wiinblad, som hun fik interesseret i sagen:

Køb plakaten

I 1983 skænkede Bjørn Wiinblad sit værk ’Øjet – værn om det’ til Øjenforeningen.  Vi har genoptrykt den smukke plakat og sælger den i anledning af Øjenforeningens 40-års jubilæum til en stærkt nedsat pris. Formålet er – helt som da plakaten blev trykt første gang – at indsamle midler til Øjenforeningen, så vi kan opfylde formålet om at forebygge og bekæmpe blindhed.

Fakta om ’Øjet – værn om det’

Pris:               100 kr. + forsendelse 39 kr.

Mål:              50x70 cm

Papir:            Munken Lux 170 gram

Tryk:              Permild og Rosengreen

Du kan bestille plakaten på Øjenforeningens hjemmeside ved at bruge linket her:
ojenforeningen.dk/wiinblad

”Bjørn Wiinblad inviterede os ud til middag i sin villa ved Frilandsmuseet, og pludselig siger han ’giv mig lige en halv times tid, og få et glas vin,’ – og så havde han tegnet en plakat til os, der skulle blive Øjenforeningens særkende,” fortæller Kim Frost, der fik sin far til at få dem trykt kvit og frit. Så var markedsføringen kørt i stilling.

Men der var stadig flere ting, der skulle på plads, før de officielt kunne lancere foreningen. Et af problemerne var at få øjenlægerne med, idet der næsten var en ærefrygt over for Dansk Blindesamfund, som nogle også modtog støtte fra.

”Men Henriks diplomatiske evner fik overtalt dem,” fortæller Kim Frost, og vendepunktet var, da øjenlægernes videnskabelige selskab (DOS) ved formand Ernst Goldschmidt bakkede op om projektet.

Optikerne kommer med

Der var gode mænd, der hjalp dem gratis med at lave vedtægter for foreningen, og en af Gustav Holmbergs bekendte, Ernst Holm Hansen, stillede en bankgaranti på 500.000 kroner. Trin for trin kunne de gå i gang med at udvikle foreningen; og endelig lykkedes det at lancere den i november 1982 på Christiansborg. Men der var stadig meget, der skulle gøres.

”Vi skulle have en videnskabelig komite med fagfolk som garant for, at foreningen hele tiden var med i det nyeste inden for forskningen. Og så skulle vi have optikerne med. Optikerne havde nemlig den brede folkelige kontakt, og det var her, man kunne fange øjensygdommene tidligt. Det betød også, at Bjørn Wiinblad-plakaterne kom med ud i forretningerne, og vi blev mere synlige og kunne hverve medlemmer. En af optikerne foreslog, at vi skulle have et medlemsblad, hvor optikerne kunne reklamere. Der stod også bagest i bladet, at man kunne melde sig ind, og man kunne testamentere til os, og så begyndte det at rulle,” fortæller de to øjenlæger.

Det første store projekt handlede om laserbehandling af AMD, der allerede fandtes i USA. De fik en donation på 200.000 kroner fra hotelejer Carl og Nikoline Larsens Fond – og det betød, at de kunne støtte øjenafdelingerne, så de var klædt på til at fange AMD-symptomerne og kunne laserbehandle dem tidligt. Henrik Lund-Andersen forklarer, at de valgte AMD og ikke diabetes som indsatsområde, fordi AMD er en decideret øjensygdom, hvorimod det var komplikationer af diabetes, der gjorde folk blinde. Og da diabetes allerede havde så stor offentlig bevågenhed, hvilket AMD ikke havde, var det AMD, der blev satset på:

”Og det var klogt, for da man fandt en ny og bedre AMD-behandling med injektioner, var vi med fra start, og vi blev tidligt testcenter i Europa, der testede den nye medicin, og vi fik den nye behandling som de første. AMD blev vores flagskib,” fortæller Henrik Lund-Andersen.

Lokalafdelingerne opstår

Kim Frost specialiserede sig derimod i nethindeoperationer, og den kompetence bragte ham til Århus, så i 1986 flyttede han og stoppede i Øjenforeningens hovedbestyrelse og blev i stedet formand for en af de mange nye lokalafdelinger, som skød op rundtomkring i landet. Her skulle der holdes nogle gode foredrag til medlemsmøderne, som kunne ’lokke’ interesserede til, som gerne skulle gå derfra med et godt indtryk af øjensagen og først og fremmest, at det kunne betale sig at støtte den, fordi alle pengene kom retur som gode forskningsresultater.

”Jeg har holdt et ufatteligt antal foredrag på kroer og i husmorforeninger, og hver eneste gang kom der små ringe i vandet. Jeg talte om grå stær, grøn stær, skelen hos børn, diabetes og AMD, og der var altid nogen, der havde sygdommene tæt inde på livet,” fortæller Kim Frost, der i dag også er blevet regionspolitiker og medlem af regionernes sundhedsudvalg.

Vi skulle have en videnskabelig komite med fagfolk som garant for, at foreningen hele tiden var med i det nyeste inden for forskningen

Meget er sket, siden de to stiftede Øjenforeningen. Der er tusindvis af danskere med diabetes, AMD og grøn stær, der hvert år har bevaret synet, fordi forskningen har båret frugt. Der er sket flere fantastiske ting. Teknologien har været igennem et kvantespring, så kirurgien er en helt anden i dag.

”I dag er man rask meget hurtigt. Da jeg startede, var folk indlagt i 14 dage, efter at de for eksempel var opereret for nethindeløsning. Nu foregår det nærmest ambulant,” fortæller Kim Frost.

40 år med store fremskridt

Henrik Lund-Andersen fremhæver, at forskning og udvikling har givet to store landvindinger: ”Der er næsten ingen, der bliver blinde som følge af diabetes længere. Det gjorde de for 40 år siden. Det skyldes et samarbejde mellem diabeteslæger og øjenlæger ved udviklingen af diabetesbehandlingen, der kontrollerer blodsukkeret, og øjenlægernes screening for og tidlige behandling af nethindesygdomme. Den anden store landvinding er behandlingen af AMD, som er øjenlægernes fortjeneste,” understreger han.

”Og vi skal blive ved med at satse på forskningen, og at de unge læger hele tiden bliver stimuleret, og være med, hvor det sker i udlandet. Det nye er genterapi. Det bliver en stor sag. Nu er det børn med arvelige nethindesygdomme, man kan behandle. Det kan være, man med tiden også kan forebygge forekomsten af AMD. Der er kæmpe perspektiver.

Men vi skal også i det daglige være opmærksomme på de sygdomme, der er vigtige at opfange og behandle i tide, hvor man kan gøre en forskel: De største områder er AMD, grøn stær samt diabetes. Det er store ting, som skal sættes i system, så folk ikke skal vente for længe på behandling, som det er tilfældet i dag,” siger Henrik Lund-Andersen.