Hornhinden (Cornea)

Øjets hornhinde markeret på tværsnit af øjet

Hornhinden danner øjeæblets forreste gennemskinnelige kuppelformede begrænsning. Den er ca. 11 mm i diameter og godt 0,5 mm tyk. Den består hovedsagelig af meget regelmæssigt ordnede bindevævslameller, som på forsiden er beklædt med beskyttende hudceller og på indersiden af celler, som har stor betydning for hornhindens klarhed. Hornhindens krumning udgør omkring 2/3 af øjets brydning og har derfor afgørende indflydelse på øjets billeddannende egenskaber.