Kampagne

Er du blind for grøn stær?

Med hjælp fra kendte danskere er Øjenforeningen gået til kamp for, at flere i tide opdager den synstruende øjensygdom. Du kan være med.

Billede af seks personer med en klap for øjet
Af Redaktionen
Vær selv med til at opdage grøn stær
  1. Tjek selv dit syn (altid et øje ad gangen)
    Kan du se din hånd komme ind fra siden, når du kigger lige frem i et spejl?
     
  2. Besøg en optiker
    Få tjekket både dit øjentryk, synsfelt og dit skarpsyn.
     
  3. Gå til øjenlæge
    Hvis ikke en optiker kan få dig til at se normalt, eller hvis dit synsfelt er påvirket.

Kampen om opmærk­somhed er hård, men ikke desto mindre vigtig, når mere oplysning betyder, at flere kan redde synet. Øjenforeningen har derfor sendt en iøjnefaldende hær af kendte danskere – med klap for øjet – i byen for at gøre opmærksom på, at grøn stær i det hele taget findes. Og slår samtidig flere grundlæggende fakta om sygdommen fast.

Tak

Tak til livsstilsekspert Christine Feldthaus, skuespiller Ellen Hillingsø, forfatter Knud Romer, brobygger Özlem Cekic, musiker Peter Sommer, musiker Thomas Blachman og forfatter Thomas Korsgaard, fordi de alle sagde ja, da vi spurgte, om de ville støtte den gode sag.

Kampagnen ’Er du blind for grøn stær?’, der er udviklet sammen med Knud Romer, kører hovedsageligt på Facebook i løbet af forår-sommer 2022, men har også kastet flere oplysende artikler om grøn stær af sig i en bred vifte af medier.

Besøg ojenforeningen.dk/klap

Vigtigt om grøn stær

  • Du kan ikke mærke, at du har grøn stær
    Grøn stær giver ingen symptomer
     
  • Der er flere og flere, der får grøn stær
    Grøn stær rammer typisk personer over 45 år, og 10 pct. af alle over 80 år har sygdommen
     
  • Normalt øjentryk udelukker ikke grøn stær
    Grøn stær kan opstå uden forhøjet tryk
     
  • Tabt syn kan ikke genskabes, når du har grøn stær
    Tidlig diagnose kan redde dit syn
     
  • 100.000 danskere behandles for grøn stær
    Mange flere har grøn stær uden selv at vide det – og mange opdager først sygdommen meget sent
     
  • Grøn stær giver ofte ingen symptomer
    40 pct. med grøn stær ender blinde på ét øje
     
  • Grøn stær kan være arveligt
    Bliv undersøgt, hvis du er 45 år, og dine forældre eller søskende har grøn stær
Baggrund

Øjenforeningen er løbende i en dialog med flere virksomheder på øjenområdet, der på forskellig vis ønsker at støtte Øjenforeningens arbejde. Der er flere virksomheder, der uafhængigt af hinanden har ønsket at støtte vores arbejde med at udbrede kendskabet til grøn stær. Samtidig har vi længe haft kendskab til, at DR arbejdede på en dokumentar om Knud Romers sygdomsforløb, livet med grøn stær og konsekvenserne af et alvorligt synstab. I foråret blev det, som følge af flere donationer, pludselig muligt for os at gennemføre en generel oplysningskampagne om grøn stær. For at øge kampagnens påvirkningsmuligheder blev den planlagt til at falde sammen med premieren på dokumentarfilmen ’Knud bliver blind’. Kampagnens finansiering faldt på plads i medio marts og var klar til at rulle ud på Facebook i slutningen af april 2022.

Følgende virksomheder har bidraget til kampagnen: Abbie, Christopher Cloos, EyeOptics, Santen og Thea. Kun Øjenforeningen har haft indflydelse på kampagnens indhold.

 

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen