Forskerfokus

Der er forskel på originale øjendråber og kopier

Det er ikke uvæsentligt, om du får originale eller kopi-øjendråber, når du har grøn stær. Det viser Anne Hedengran Nagstrups forskning, der skal ruste lægerne til at vejlede patienterne bedre i fremtiden.

Anne Hedengran Nagstrup, 32 år, er læge og ph.d.-studerende på Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet. Siden hun kom tilbage fra sin barsel med datteren Lisa, har hun forsket i øjendråber til grøn stær, så patienter fremover kan rådgives bedre.

 

Fotos: Privat

Hvad går dit forskningsprojekt ud på?

Jeg undersøger forskelle på de originale øjendråber og kopi-øjendråber, der bliver brugt i behandlingen af grøn stær (glaukom), ved at sammenligne øjendråbernes kemiske sammensætning og deres effekt på øjets overflade og celler. Dette gør jeg både på patienter og på cellekulturer i vores laboratorium på Rigshospitalet.

Hvilken forskel kan den gøre for patienterne?

I fremtiden vil patienterne få tilbudt de øjendråber, der giver dem færrest mulige bivirkninger, fordi lægerne bedre kan vejlede dem på baggrund af resultaterne fra vores forskning. Forskningen viser nemlig, at kopi-øjendråber ikke nødvendigvis er magen til den originale øjendråbe.

Hvad er den største udfordring?

Der er tre store udfordringer. Den første er at få penge til forsøg og løn. Den anden er at få celler fra vævstykker til at gro i laboratoriet. Men den tredje og største udfordring er at rekruttere patienter. Der er mange patienter, der gerne vil medvirke i kliniske studier. Men vi er også mange forskere om buddet. Derfor er der altid mangel på hjælpsomme sjæle.

Hvornår ser vi de første resultater?

De første resultater foreligger allerede og skal samles i en videnskabelig artikel. Her har vi fundet frem til, at der er store forskelle på, hvor skadelige konserverede og ukonserverede øjendråber er for de celler, vi dyrker i laboratoriet. Vi har også fundet frem til, at der er forskelle på de originale og kopi-øjendråbers kemi.

Du hjælper til forskningen

Dit medlemskab bidrager til, at Øjenforeningen hvert år kan uddele forskningslegater. I 2020 uddelte Øjenforeningen legater for 5,9 millioner kroner fordelt på 29 forskningsprojekter, der alle har til formål at forebygge og bekæmpe øjensygdomme og blindhed.

STØT ØJENFORSKNINGEN

Se, hvordan du kan donere, på
ojenforeningen.dk/arv

 

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen