Guide

Forebyggelse af AMD med kosttilskud

Ved tør intermediær (mellemstadie) AMD anbefales et dagligt indtag af kosttilskud med en bestemt sammensætning af antioxidanter og mineraler kaldet AREDS2-dosering, da disse har en forebyggende effekt. Læs om, hvorfor doseringen anbefales, og hvad der er vigtigst, når du køber kosttilskuddet.

En større amerikansk undersøgelse kaldet AREDS 1 og 2 har vist, at et dagligt indtag af vitaminerne C og E, mineralerne zink og kobber samt plantepigmenterne lutein og zeaxantin i doser langt over den anbefalede daglige dosis af normale vitaminpiller har en forebyggende effekt på tør intermediær (mellemstadie) AMD. Doseringen kan nedsætte risikoen for at udvikle våd AMD og yderligere synstab, men den kan ikke genskabe det allerede tabte syn.

Hvad skal jeg vælge?

Daglig AREDS2-dosering mod AMD

– hvor betakaroten er erstattet med lutein/zeaxantin. Kan bruges af både ikkerygere og rygere.

Daglig AREDS2-dosering mod AMD
Kosttilskud Dosering
C-vitamin 500 mg
E-vitamin   268 mg = 400ie
Zink    80 mg
Kobber  2 mg
Lutein     10 mg
Zeaxantin  2 mg

Forebyggende behandling med AREDS2-dosering bør kun igangsættes i samråd med øjenlægen.

Mange producenter af kosttilskud tilbyder produkter med AREDS2-doseringen som eksempelvis Synvital Plus, Cezin Pluz og Opthamin 20.

Nogle producenter tilbyder også AREDS2-doseringen med eksempelvis tilført safran. Dette synes at kunne forbedre synsstyrken lidt inden for tre måneder hos patienter med mild til moderat AMD.

Det er dog fortsat uafklaret, om denne tilføjelse også virker på længere sigt. Gå derfor efter det produkt, der opfylder AREDS2-doseringen (se herunder) med eventuel tilføjelse af safran, og som passer til din økonomi, da der kan være stor prisforskel på produkterne, selvom effekten er den samme i forhold til AMD. 

 

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen