Jeg er kommet i en situation, hvor jeg forbavses og undres…

Da jeg deler min tilværelse mellem Frederiksberg og Frederikshavn og netop var på vej til Frederiksberg, blev resultatet, at min kone Britta og jeg tog direkte fra Kastrup Lufthavn til skadestue og derfra til øjenafdelingen på Glostrup Hospital.

Det viste sig at være nethindeløsning. Jeg blev straks indlagt på øjenafdelingen og opereret næste dag.
Desværre skulle det vise sig at blive et langt sejt forløb.

Først operation for nethindeløsning med indlæggelse af gas, anlæggelse af plomber og bånd. Dette gav desværre ikke det ønskede resultat, og kirurgerne anbefalede nyt indgreb med indlæggelse af silikoneolie.
Jeg blev grundigt orienteret om, at denne løsning ville befordre udvikling af grå stær, som efterfølgende skulle opereres. Denne løsning accepterede jeg fuldt ud.

Silikoneolien blev som planlagt fjernet efter nogle måneder, og den resterende brugbare del af nethinden sad, hvor den skulle. Til gengæld var den grå stær særdeles veludviklet, og Glostrup Hospital fremmede en hurtig operation for grå stær.
Grå stær operationen lykkedes desværre ikke som forventet. Umiddelbart efter var det nødvendigt at fjerne den indlagte kunstige linse samt linseophæng mm.
   At det ikke lykkedes, var alene øjets og ikke operatørens skyld. Jeg føler mig heldig, at det netop blev Glostrup, der har taget hånd om mig og mine øjne.

Glostrups øjenafdeling kan for nuværende ikke tilråde indlæggelse af forkammerlinse, idet øjet gennem forløbet har været åbnet 7 gange. Anbefalede i stedet kontaktlinse.

Efter konsultation hos optiker, er jeg nu udstyret med kontaktlinse, som sætter mig i stand til at orientere mig i mine omgivelser - dog kun i det omfang, det resterende af mine nethinder tillader.

Lykkeligvis ser det ud til at øjet – de mange indgreb til trods – kan bære kontaktlinsen.

Dette var forløbet – nu min forbavselse og undren:

Min optiker meddelte mig på et tidspunkt, at netop mit tilfælde - med bortoperation af linse og linseophæng m.m. - faldt uden for bestemmelserne om tilskud til kontaktlinser.

En skæbne, som jeg tilsyneladende deler med et mindre antal medborgere

Bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter Servicelovens § 112 giver ikke adgang til tilskud til kontaktlinser efter grå stær operation i voksenalderen.

Dette skyldes en ændring af loven i 1998, således at tilskud til linser ved afaki (manglende naturlig eller kunstig linse) som følge af grå stær operation i voksenalderen, faldt væk.

Begrundelsen for denne ændring af tilskudsreglerne, har det ikke været mig mulig at finde frem til

Endvidere fik jeg oplyst, at Kennedy Instituttet havde anmodet optikere om indberetninger i tilsvarene tilfælde for at følge op på konsekvenserne af ændringerne i Servicelovens § 112 fra 1998 vedrørende linser.

Jeg er ikke bekendt med en status på dette initiativ.

At kontaktlinsen ikke umiddelbart kunne accepteres som hjælpemiddel, fandt jeg naturligvis beklageligt og ganske uforståeligt.

Jeg finder det besynderligt, at jeg kan modtage offentligt tilskud til mine høreapparater, hvor jeg dog har en hørerest, men ikke kan opnå offentligt tilskud til en kontaktlinse, hvor der ingen synsrest er.

Som et kuriosum, kan jeg oplyse, at mine omgivelser finder, at min hørelse er væsentligt forringet efter mine øjenoperationer. Til det kan jeg kun finde den forklaring, at jeg ikke længere kan kompensere for høretabet ved brug af mundaflæsning og tolkning af mimik, idet min evne til at fokusere er tabt.

Men jeg finder det endnu mere besynderligt, at hverken optiker eller min bopælskommune (Frederikshavn) kan anvise nogen form for ankemulighed, idet en sådan rent faktisk ikke eksisterer!

Forholdet skulle åbenbart alene tages til efterretning

Dette strider i høj grad mod de erfaringer og retsbestemmelser, jeg som tjenestemand og økonomichef gennem 46 år i Frederikshavn Kommune, er bekendt med: Intet afslag meddeles uden angivelse af ankemulighed.

Efterfølgende har jeg dog, gennem kontakt med Institut for Syn og Hørelse i Aalborg, for så vidt fået et afslag med oplysning om, at kommunen er ankeinstans.
En anke til kommunen forventer jeg absolut ikke vil give anledning til refleksion og overvejelse omkring ændring af bestemmelserne i Servicelovens § 112.
Derimod vil en principiel debat om ’denne skæbne’, som jeg og et mindre antal medborgere deler, måske kunne flytte opfattelsen af det rimelige eller urimelige i den nugældende tilskudsordning.

Eller med andre ord:

Hvor længe kan et velfærdssamfund som det danske undlade at yde støtte til absolut nødvendige synshjælpemidler, som skyldes en mislykket grå stær operation? Især når det betænkes, at det notorisk er et meget begrænset antal borgere, der er ramt heraf.