Patienthistorie

’Når alt går galt’ – en oprørende oplevelse ved grå stær-operation

I efteråret 2009 fik jeg gener af en grå stær på venstre øje. Men det er jo småting, og jeg valgte så at kontakte et privathospital, idet jeg fandt, at dette var det bedste, jeg kunne gøre for at sikre, at alt gik, som det skulle.

Af Povl H. Riis-Knudsen

Den 24. november mødte jeg til operation. Allerede efter få minutter hørte jeg en af de bemærkninger, man absolut ikke ønsker at høre i den situation:

’Så for Søren!’

’Så for Søren!’ Ellers blev der ikke sagt noget. Kapslen var gået i stykker, og linsen tabt ned i øjet. Det kan jo ske. Jeg har siden erfaret, at det som oftest sker, fordi lægen er så vant til, at denne operation forløber gnidningsfrit, at han ikke tager sig i agt for fastsiddende linser eller andre anatomiske forhold, der måske ikke er lige efter bogen.

Klodsethed ud over alle grænser

Men som sagt, det kan ske – hvad der imidlertid herefter udspiller sig, bør under ingen omstændigheder kunne ske. Jeg ved naturligvis ikke, hvor langt min linse var faldet ned i øjet – det eneste jeg kunne se var, at noget, der lignede en stor rund, vellagret ost, blev trukket hen over mit synsfelt for derefter at falde ned igen. Dette gentog sig utallige gange akkompagneret af en engelsktalende maskines instruktioner eller advarsler. Hvor længe det hele varede, ved jeg ikke – men det varede længe. Da jeg gik ind til operation, sad der endnu en patient, der ventede på at komme ind til den anden kirurg – og adskillige, der sad for at samle sig lidt sammen, inden de tog hjem. Da lægen efter utallige forgæves forsøg på at hale det tabte op af øjet afbrød proceduren og sagde: ’Ja, det gik jo ikke så godt’, og jeg efter endnu nogen venten blev bragt ud i en taxa og fragtet til øjenafdelingen på et offentligt hospital, var venterummet som blæst – og det var vel ganske tilsigtet.

Illustration af udskiftning af linse
Figur 1. Den kunstige linse indføres i sammenfoldet stand gennem lille snithul i øjets hornhinde og placeres i linsesækken, hvor den folder sig ud. Linsens fjederben holder linsen korrekt placeret, så de indgående lysstråler samles på nethindens gule plet, hvor skarpsynet dannes

Mere klodsethed kombineret med ’small talk’!

Ved ankomsten fik jeg at vide, at man ville operere i løbet af aftenen. Efter nogle timer kom der en læge og sygeplejerske og hentede mig. Da kirurgen havde bedøvet øjet og kigget på det, udbrød han spontant: ’Han har prøvet at fiske det op, ja, han har prøvet af fiske det op!’. Han suger nu det tabte ud, alt imens han driver uvedkommende small talk med en anden læge, der er kommet ind, og hvis rolle er mig helt uklar. To gange planter han solidt sin albue i mit andet øje. Da han har fjernet den gamle linse mv., anbringer han en ny kunstig linse i øjet. ’Jeg kan ikke få den til at ligge rigtigt,’ siger han, ’men nu må det være godt!’ Og så lukker han øjet og sender mig op på patienthotellet.

Næste morgen bliver forbindingen taget af og øjet undersøgt. Jeg kan ikke se noget skarpt, kun lys, skygger og farver. ’Det er naturligt nok efter to operationer på én dag. Det skal nok komme!’ Med den besked tog jeg så en taxa hjem.

Sorteper bliver sendt videre

Om aftenen blev øjet meget rødt, og jeg ringede til øjenafdelingen, som henviste mig til det nærmeste hospital, hvor jeg blev modtaget af en tilkaldt læge omkring midnat. Han fandt ikke noget alarmerende ved det, og han fandt det heller ikke unormalt, at jeg stadig ikke kunne se noget.

Det blev ikke bedre, og jeg ringede derfor til privathospitalet og fik en tid den 27. november, hvor der stadig ikke var nogen bedring af synet. Øjenkirurgen kunne efter nogen tid fastslå grunden: Den kunstige linse med fastholdelseskroge var faldet ned i øjet – det var ikke noget, der kunne nedbrydes og suges ud. Jeg fik en tid 4 dage senere på det første offentlige hospital.

Nu var jeg imidlertid ved at blive lidt betænkelig. Der var lidt for meget, der var gået galt – og min tillid til øjenafdelingen var sunket til under nulpunktet.

Jeg kontaktede min egen læge, som mente, at jeg skulle annullere aftalen og i stedet få en tid på øjenafdelingen på nærmeste hospital. Han pointerede, at øjet skulle have fred – en ny operation allerede anså han for direkte farlig. Jeg skulle forholde mig i ro og vente. Det gjorde jeg.

Hospitalslægerne fandt tilfældet graverende

Jeg blev hurtigt indkaldt til ambulatoriet, hvor man rystede kraftigt på hovedet og anbefalede mig at klage til patientforsikringen - dette var efter lægens mening mere end, man burde tåle som patient. Der blev tilkaldt en kirurg. Øjet skulle åbnes helt for at fjerne den kunstige linse, og en ny linse kunne så hænges op i nogle snore fastspændt til øjets vægge. Det forekom ikke særlig betryggende, og han foreslog som et mere sikkert alternativ at indlægge en forkammerlinse, selv om det kunne have nogle bivirkninger – der er jo en grund til, at man ikke mere bruger forkammerlinser i andet end nødstilfælde. Operationen blev fastsat til 6. januar, og denne gang lykkedes det. Efter 2½ måned på sygedagpenge kunne jeg genoptage mit arbejde fuldt ud midt i februar.

En forkammerlinse er ikke en problemfri løsning

En forkammerlinse giver øget risiko for forhøjet øjentryk, fordi den kan blokere øjets afløb, og den giver helt anderledes og ganske generende reflekser – men værst af alt: den ligger ikke fast, og blot den rykker sig en ganske lille smule, går turen til optikeren efter et nyt brilleglas. Det sker vel i gennemsnit hver tredje måned – og det er dyrt!

Og patientforsikringen?

Den kan man godt glemme - som patient er man retsløs. De lagde journalerne til grund (min sagsfremstilling er der overhovedet ikke taget hensyn til). Kirurgerne havde handlet helt, som det kunne forventes af erfarne specialister (!). Jeg har ingen mén (?), og 2½ måneds sygedagpenge er helt normalt, ligesom det er helt normalt at skifte briller hele tiden.

Illustration af forkammerlinse
Forkammerlinse

Som jeg ser dette, efter at have studeret forskellige artikler om emnet, er forholdet, at man på privathospitalet har forsøgt at fiske den tabte linse op, selv om den var faldet alt for langt ned i øjet - og at man under alle omstændigheder har forsøgt det alt for mange gange og derved har beskadiget øjet, således at den kunstige linse ikke kunne ligge fast. På den offentlige øjenafdeling lagde man så linsen ind, selv om den ikke kunne ligge rigtigt - og selv om kirurgen kunne se spor af bjærgningsforsøg. Men man kan selvfølgelig heller ikke koncentrere sig, når man skal føre selskabelig snak samtidig...