Erik Winther

Operation for grå stær – Fra minus 11 og 13 til normalt syn

Erik Winther, Hillerød oplevede en næsten mirakuløs synsforbedring efter en operation for grå stær på begge øjne.

Erik Winther

Erik Winther

Foto: Torben Klint

Tiden før operation

For rigtigt at forstå min enestående oplevelse med operation for grå stær i 2005 på Hillerød Sygehus, følger nedenfor i korte træk min situation, før jeg 64 år gammel blev opereret på begge øjne.  

Jeg har formentlig fra fødslen været nærsynet.

Da jeg begyndte i 1. klasse i 1948, blev jeg ret hurtigt placeret ved et af de forreste borde i klassen, så jeg lettere kunne se, hvad lærerne skrev på tavlen. Snart efter kom jeg til øjenlæge og blev udstyret med et par ’sygekassebriller’,  som jeg slet ikke brød mig om.  Jeg syntes, de var grimme.

Kort tid efter fik jeg et par nye briller, som jeg syntes var meget pænere. Men styrken var da allerede omkring minus 5.  Det skulle vise sig at blive meget værre, så jeg endte med minus 11 på det ene øje og minus 13 på det andet.  Frem til 1979 anvendte jeg briller, der ikke just var særlig pæne - de mindede mig nærmest om ’hinkestene’. Overgangen til hårde kontaktlinser blev et stort fremskridt, dels kom jeg til at se bedre, og dels forsvandt stort set den hovedpine, som jeg havde lidt en del af. 

Grå stær
Fig. 1. Et typisk symptom på grå stær er et uskarpt syn, som ikke kan korrigeres med brille. Men også blændingsproblemer og dobbeltkontur opstår almindeligvis.

I næsten 25 år trivedes jeg godt med linserne.   Et par år før operationerne for grå stær, ophørte jeg med at køre bil om aftenen, og min kone overtog rattet.  Mine kære havde antydet, at jeg vist ikke så helt så godt, som jeg havde gjort.  

Grå stær
Fig. 2. En åbning på 3-4 mm mellem senehinde og hornhinde skæres i lokalbedøvelse, hvorefter der med pincet dannes en cirkelformet åbning i linsesækken, hvor den uklare linse befinder sig.

Ved en tilfældighed i slutningen af 2004 blev jeg gjort opmærksom på, at jeg nok havde grå stær.  Jeg var inde hos en optiker for at købe rensevæske til fjernelse af proteinhinde på kontaktlinserne. ’Kom lige med mig et øjeblik’, sagde den flinke optiker - ’det koster ikke noget, men jeg vil godt se lidt på dine øjne. Det ser ud som om, at du har grå stær, og jeg vil anbefale dig at tage kontakt med en øjenlæge’, sagde han.

Grå stær
Fig. 3. Den uklare linse knuses og udsuges med en ultralydsonde

Det var et godt råd,  og jeg kontaktede umiddelbart derefter en øjenlæge, som straks stillede diagnosen ’Grå stær på begge øjne’, og jeg blev straks henvist til Øjenklinikken på Hillerød Hospital. Uheldigvis var der næsten 6 måneders ventetid, men jeg var villig til at vente.

Operationerne

Operationerne blev en fantastisk oplevelse for mig.   Jeg mødte til operation med det ene øje kl. 10.30 og kort tid efter, kom jeg retur fra operationsstuen. Uret i undersøgelsesværelset viste da 11.45, hvilket jeg med stor lethed kunne se.  Min begejstring ville ingen ende tage - nu kunne jeg se ligeså godt som andre med normalsyn - og helt uden briller.  Aldrig har jeg oplevet noget lignende.  På vejen hjem var min  kone og jeg inde i et supermarked, og jeg blev virkelig overrasket over at kunne skelne  klart mellem de mange farver på de forskellige mælkekartoner i køledisken på afstand. Jeg kunne ikke skjule min begejstring, ej heller i venteværelset på Øjenklinikken, men det var mit indtryk, at både sygeplejersker og øjenlægen også havde en rigtig dejlig oplevelse og var særdeles tilfredse med resultatet.

2 uger senere blev jeg opereret med samme succes på det andet øje.

Grå stær
Fig. 4. Den sammenfoldede plastiklinse føres med pincet gennem åbningen og lægges i linsesækken, som udspiles af de elastiske linseben, idet linsen retter sig på plads og fungerer med den korrekte dioptri livet ud. Åbningen heler af sig selv uden syning.

Tiden efter operationerne

I løbet af et par uger kunne jeg igen køre bil  - og nu helt uden briller. Min kone og jeg besluttede os derfor for at tage på en  3 ugers bilferie til de franske alper. Det var en strålende oplevelse at kunne se de sneklædte bjergtinder nede fra dalen og suse rundt med stor sikkerhed. 

Jeg tænker tit med taknemmelighed  på den enestående professionelle og venlige omsorg, som jeg mødte hos alle på Øjenklinikken på Hillerød Hospital.

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen