VÆRN OM SYNET

Øjenforeningen har 30 års jubilæum

Blandt initiativtagerne til Øjenforeningens stiftelse i 1982 var Henrik Lund-Andersen, som i dag er den daglige leder af landets største øjenafdeling på Glostrup Hospital. Redaktionen har opfordret professoren til at berette, hvorledes det hele startede.

Øjenforeningen har 30 års jubilæum
Af Henrik Lund-Andersen, Dr.med. professor Københavns Universitet Ledende overlæge Øjenafdelingen Glostrup Hospital

Hvorfor startede Øjenforeningen i 1982?

Ja, den startede jo som Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed, og det gjorde den, fordi en række øjenlæger syntes, at der var for lidt forskning og udvikling i øjenfaget i Danmark i slutningen af 70’erne/begyndelsen af 80’erne. Vi var gået i stå. Udlandet tordnede derudaf. Vi var ikke rigtigt parate til at modtage al den nye viden, der kom, og faget havde heller ikke nogen interesseorganisation, som kæmpede for det.

Vi havde det offentlige med et stort hospitalsvæsen, men andre sygdomsforeninger havde indflydelse på fordelingen af ressourcerne til sygdommenes forebyggelse og forskning: Hjerteforeningen, Kræftforeningen, Gigtforeningen og en række andre foreninger var på banen, og hjalp med i den samlede bevægelse, der var omkring indførelsen af nye tiltag.

Øjenforskningen var nødlidende

Vi havde én organisation i Danmark, som var vigtig, og som havde øjensagen på sin dagsorden. Det var Dansk Blindesamfund. Men Dansk Blindesamfund havde i deres statutter større fokus på at hjælpe medlemmerne med deres handicap, med deres forskellige muligheder for at blive placeret i erhvervslivet og med at få en god uddannelse. Hvor det offentlige ikke lige havde ressourcer til det, kunne Dansk Blindesamfund sørge for, at dets medlemmer fik så god en placering i samfundet som overhovedet muligt. Det drejer sig også om boliger og uddannelse, som specielt for de yngre er vigtigt. Dansk Blindesamfund varetog en række vigtige opgaver, men forskning, forebyggelse og udvikling var ikke højt prioriteret.

Øjenforeningen har 30 års jubilæum


I slutningen af 70’erne, da jeg kom ind i øjenfaget efter at have haft en lang forskningsudvikling og gennemført et mangeårigt forskningsprojekt på Københavns Universitet, blev jeg bedt om at træde ind i Dansk Blindesamfunds forskningsudvalg for at stimulere, at Dansk Blindesamfund kom mere på banen forskningsmæssigt. Desværre var det nok således, at mine ønsker om økonomisk støtte fra Dansk Blindesamfund var større, end Dansk Blindesamfund kunne honorere, og derfor endte det med – i øvrigt efter et udmærket samarbejde – at jeg måtte konstatere og sige, at jeg syntes, at man skulle prøve at starte en forening, som havde det hovedformål at samle penge ind til at forske, behandle og forebygge øjensygdomme.

En gruppe på 3 ildsjæle tog initiativ til at realisere en vision

Det blev starten til Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed, nu Øjenforeningen, som kom på banen i 1982. Vi var ikke ret mange, der tog det første, hårde slæb. Der var mig selv, professor Eilif Gregersen, Rigshospitalets øjenafdeling, og der var min kollega, Kim Frost Larsen, som nu er øjenlæge i Nordjylland. Vi tre dannede en arbejdsgruppe, som forsøgte at etablere en forening som de andre sygdomsforeninger. Vigtigt for os var det, at den var medlemsorienteret, demokratisk, hvilede på en fundering i samfundet blandt borgerne, men at der også var mulighed for at inddrage organisationer og andre.

Vigtigt var det også på det tidspunkt, at vi havde optikerne med. Vi mente, at optikerne havde den største kontakt med befolkningen, og derfor ville vi også gerne have optikerne med til at udbrede budskabet om, at der var så megen ny udvikling i gang inden for øjenfaget, at vi simpelthen måtte få den indført i Danmark. Vi skulle være parate til at modtage og anvende de nye ting, der kom, og det kan man ikke bare lige gøre. Man skal dels være parat ved at have folk uddannet til at modtage den ny viden og dels selv kunne generere ny erkendelse, så vi kom med i det gode selskab og fik informationerne fra udlandet før de andre – før de blev hverdagskost. Men vi var parate, vi skulle med i det gode internationale selskab. Og det var ikke gratis. Så vi tre tog fat. Vi bragte også optikernes formand på banen, og på den måde havde vi nogle øjenlæger, optikere og også ret hurtigt Danske Øjenlægers Videnskabelige Selskab som deltagere i en gruppe, der begyndte at arbejde for fremme af øjenforskningen. Privatpersoner kom også med ingen nævnt ingen glemt.

Etablering af netværk var helt afgørende

Men vi skulle jo også have nogle spidspersoner til at markere foreningen over for offentligheden. Der var vi heldige at få engageret to vigtige personer, nemlig udenrigsminister K. B. Andersen og folketingets mangeårige venstrepolitiker, Gustav Holmberg, som en overgang var den, der havde siddet længst i Folketinget.

Det var to drevne politikere med visioner og med et kæmpe netværk. Så gruppen bestående af Eilif Gregersen, Kim Frost Larsen og jeg sammen med de to politikere tog fat på alle mulige leder og kanter. Det vigtigste var at skabe en basiskapital. Og da viste det sig, at Gustav Holmberg havde en god ven, som var villig til at kautionere for de første millioner. Den gode ven var synshandicappet, og han stillede garanti for x-antal millioner for at vi overhovedet kunne komme i gang. Vi fik vores første lille lejemål, vores første lille kontor, vores første lille sekretariat, og vi begyndte også at få penge fra medlemmer og fonde, så vi kunne indkalde ansøgninger om støtte til forskningsprojekter fra det ganske land.

En ny bevægelse blev iværksat

Vi fik altså dannet en lille organisation og en forening, som så småt kom i gang. Og det viste sig jo i løbet af kort tid, at der var et hav af ansøgninger og idéer. Vi fik nedsat en videnskabelig komité, der bedømte dem, og vi tilstræbte at gøre det landsdemokratisk ved at have både store og mindre lokalafdelinger repræsenteret. Vi forsøgte at udbrede budskabet om forskning og udvikling ved indførelse af nye ting til andre end universitetsafdelinger. Vi ville også gerne have de praktiserende øjenlæger med. Vi inddrog dem i ledelsen og startede så at sige en øjenbevægelse.

Men ting tager tid, og vi kørte nogle år med beskedne midler. Vi var dog heldige at have et medlem med kontakt til en advokat, som bestyrede et ret stort legat. Og det legat gav anledning til, at vi kunne uddele projektstøtte for omkring en million kr. om året - det var mange penge den gang - især sammenlignet med, hvad der blev givet fra anden side.

Det lykkedes at få etableret en basiskapital via gaver fra private, medlemskontingenter og støtte fra fonde. Der var jo ingen testamentariske gaver, for det tager tid. Al det blev sat i gang, så vi kunne begynde at uddele 1 - 1,5 mio. kr. om året.

Vi kørte i nogle år, og det gik faktisk rigtigt fornuftigt. Men der skulle mere til. Det var så heldigt, at min forgænger i overlæge- og professorhvervet, professor Hans Walther Larsen, efterfulgte mig som formand i Fagkyndig Komité, og han blev en aktiv person i Øjenforeningen. Han var dygtig til at organisere foreningen og dens økonomi og sørgede for, at formuen voksede. Hans Walther
Larsen fik sat mere skub i foreningens udvikling, og inden vi fik set os om, havde vi fået en sekretariatschef, der som ildsjæl organiserede opgaverne. Det ene med det andet gjorde, at foreningen fik fodfæste. Vi startede med at udgive et medlemsblad, og Øjenforeningen begyndte at være en del af øjenfaget.

Det viste sig, da der var gået nogle år, at antallet af ansøgninger langt oversteg, hvad der var af midler. Og det var glædeligt. Men vi havde en politik dengang, og den tror jeg stadigvæk gælder, at vi skulle bruge denne forening til at støtte fagets unge, fagets ungdom, som endnu ikke var så stærke, at de kunne få støtte fra de store fonde. Men vi skulle få dem til at spire, så vi valgte at prioritere støtten til unge talenter, som endnu ikke var på det højeste niveau, for at få dem på banen i øjenfaget. Og det må man sige, set i det lange perspektiv, er lykkedes.

Vi har jo nu fået dannet - ikke mindst takket være Øjenforeningen - en stor gruppe forsknings- og udviklingsorienterede øjenlæger, som er parate til at tage imod ny viden. Og hvis man er parat til at tage imod ny viden, så er man god for patienterne. Hvis man ikke er parat til ny viden, så stagnerer vi. Så de formål, vi havde med foreningen: Bekæmpelse af øjensygdomme og blindhed, er jo blevet opfyldt. Vi har højnet standarden betydeligt, og det er glædeligt. Det gælder spidskompetencer såvel som det mere brede kompetenceområde.

Og så er der sket en rigtig glædelig ting, som vi kun havde i det små, da vi startede. Det er den betydelige informationsvirksomhed, som udføres aktuelt. Vi har jo nogle fornemme brochurer omkring øjensygdomme og synsfunktionen. Vi har oven i købet givet mulighed for, at man kan ringe til Øjenforeningen og få gratis telefonkonsultation af øjenlæge og andre synskyndige. Og vi er nu - jeg siger vi, for jeg er jo selv en del af foreningen - ved at være en meget lødig faktor i Øjensagen. Og det er jo det, det drejer sig om.

Efter 30 år vil jeg sige, at det første mål er nået, og vi er godt på vej til de næste mål, som er at gøre foreningen større og hjælpe endnu flere. For den næste forskning, de næste fremskridt, kræver endnu flere ressourcer. Genterapi er en økonomisk udfordring. Men den er uomgængelig, når der skal findes vej til behandling af øjensygdom, så flest mulige kan bevare synet livet ud.