Synspunkt

Kopipræparater

Af Carsten Edmund, Øjenlæge, dr.med. Formand

Patienter med kroniske sygdomme som for eksempel grøn stær (glaukom) oplever – selv om deres behandling ikke er ændret – at få udleveret øjendråber, der både har et nyt navn og en ny pakning/emballage i forhold til det produkt, de tidligere har fået udleveret, når de går på apoteket.

Årsagen er, at apoteket er forpligtet til at udlevere det billigste produkt, der indeholder det aktive stof, som patienten plejer at få. Baggrunden er, at når patentet på et originalt produkt udløber, kan konkurrerende medicinalvirksomheder fremstille og sælge et kopipræparat, ofte til en betydelig billigere pris. Isoleret set er det jo godt, for det er med til at sænke de ellers voksende medicinudgifter.

Problemet er, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om kopipræparater er lige så gode som de originale. Kopipræparater er testet til at have samme virkning som originalproduktet, men en nylig test har vist, at inden for otte sammenlignelige parametre er der betydelige forskelle mellem kopi- og originalprodukt. Specielt kan en hårdere emballage eller mere tyktflydende dråber give store vanskeligheder for ældre, gigtplagede hænder og dermed påvirke den rette dosering.

Øjenforeningen mener, at patienter bør have ret til at vælge det original- eller kopipræparat, som de er mest fortrolige med at bruge, og ikke være tvunget til at bruge et måske lidt billigere præparat, som volder dem vanskeligheder.

På linket nedeunder kan man læse nærmere om den nye sammenligning mellem kopi- og originalpræparater.

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen