Forskerfokus

Stamceller skal fugte tørre øjne

På Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme arbejder læge Michael Møller-Hansen med stamceller fra fedtvæv, der skal hjælpe de mange danskere, der hver dag lider af tørre øjne. Med 300.000 kr. i støtte fra Øjenforeningen er målet at finde en behandling, der effektivt kan øge tåreproduktionen.

Billede af en mand som står foran buret ind til isbjørne

Når læge Michael Møller-Hansen, 33 år, ikke forsker i stamceller på Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme, nyder han en tur i Zoologisk Have i København med familien, hvor turen tit går forbi isbjørnene, der er hans og sønnens yndlingsdyr.

Foto: Privat

I hvert nummer sætter vi fokus på en forsker, der gør en forskel på øjenområdet.

Hvad går dit forsknings­projekt ud på?

Som de første i verden har vi på Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme sprøjtet stamceller, der er fremdyrket fra menneskeligt donor-fedtvæv, ind i tårekirtlerne hos patienter med nedsat tåreproduktion. Vores projekt skal vise, om det er en sikker behandling, og om den kan øge tåreproduktionen hos de ramte.

Hvilken forskel kan den gøre for patienterne?

Flere end 10 pct. af danskere menes at lide af tørre øjne, hvilket er dybt generende og påvirker både synet og i særdeleshed livskvaliteten. Der findes endnu ingen behandling, der effektivt kan øge tåreproduktionen, så det vil gøre en stor forskel særligt for de hårdest ramte patienter, hvis vi kan give dem en effektiv behandling.

Hvad er den største udfordring?

Jeg tror, at mange vil blive overrasket over hvor stor en del af forskeres tid, der bruges på administrativt arbejde. Når en helt ny behandling for første gang skal testes på mennesker, ligger der en lang række ansøgninger og tilladelser forud for det. Det er en lærerig og nødvendig proces, selvom det til tider har været udfordrende.

Du hjælper til forskningen

Dit medlemskab bidrager til, at Øjenforeningen hvert år kan uddele forskningslegater. I 2019 uddelte Øjenforeningen legater for 6,4 millioner kroner fordelt på 27 forskningsprojekter, der alle har til formål at forebygge og bekæmpe øjensygdomme og blindhed.

Hvornår ser vi de første resultater?

Vi har allerede sendt resultaterne fra de første patienter til vurdering hos et internationalt tidsskrift. Vores foreløbige resultater er meget lovende, og vi ser optimistisk på fremtiden. Jeg håber, at denne behandling på sigt kan gøre en forskel for de mange patienter, der hver dag lider af tørre øjne. 

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen