Rødt øje – et symptom, som bør tages meget alvorligt

Jeg havde igennem flere år haft anfald, hvor mit ene øje blev fuldstændigt rødt med store smerter i baghovedet og i øjet, så jeg ikke kunne holde det åbent, men måtte trykke hånden mod øjet for at holde smerten ud. Samtidig løb øjet og næsen i vand. Anfaldene skiftede fra øje til øje med tilsvarende ændring i tårestrømmen. Symptomerne viste sig desuden ved, at selv en let lyspåvirkning fremkaldte smerte, så jeg måtte knibe øjenlågene sammen. Enhver bevægelse af det angrebne øje frembragte en smerte, som var uudholdelig. Smerten føltes ikke blot i øjet, men bagved og omkring øjet.

Jeg havde 2-3 anfald om året, og når de kom, var smerterne ubeskrivelige. Nogle gange vågnede jeg ved smerten om natten og måtte så gå rundt og trykke på øjet for at sænke smerten blot en smule.

Jeg kontaktede selvfølgelig min praktiserende læge, som anbefalede, at jeg straks ringede til en øjenlæge. Selv om jeg ringede til mange, var der ingen, som havde tid til konsultation før flere måneder ude i fremtiden. Min egen læge sagde, at jeg skulle forlange en tid til behandling af et akut tilfælde, som øjenlægerne er forpligtet til at give. Trods pointering af mit akutte, smertende tilfælde fik jeg fortsat flere afslag. Først efter et par dages forløb med denne henvendelsesform, lykkedes det at få en tid.

Copyright

Øjenforeningen

Imidlertid var min tilstand karakteriseret ved, at anfaldene gik væk af sig selv efter ca. 24 timer, så det røde øje svandt ind, ligesom smerterne gradvis ophørte. Det betød, at når jeg endelig sad overfor øjenlægen, så kunne han ikke se øjet, når det var på sit værste stadium. Jeg besøgte over tiden 3 forskellige øjenlæger, som alle fik min forhistorie ganske kort, for de havde travlt, og jeg var jo ligesom sprunget ind i køen. Det blev til ca. 3 minutters konsultation hos hver. Så er det man tænker: Hvem er egentlig til for hvem? Hver gang fik jeg recept på nogle dråber, der skulle afhjælpe tilstanden. Problemet var bare, at tiden jo selv fjernede symptomerne, men ikke årsagen, så dråberne var måske i virkeligheden overflødige?

I denne fase var tilliden til øjenlægerne virkelig lav.

Efter flere år med disse voldsomme symptomer, talte jeg med en bekendt om mine problemer. Hun kendte en øjenlæge, som hun foreslog, at jeg kontaktede. Det gjorde jeg så.

Her mødte jeg en yngre øjenlæge, som virkelig tog sig tid til en gennemgribende undersøgelse, som - for første gang - også indebar en kontrol af øjentrykket, foruden flere andre ting.

Hans diagnose var, at adgangen til nogle bestemte kanaler i øjet (trabekelværket, red.) afspærres, så vandet i øjnene (kammervandet, red.) ikke kan cirkulere normalt, og at det var grunden til mine problemer. Han fortalte, at hvis det ikke blev behandlet, kunne det føre til grøn stær, med risiko for varigt synstab og endog blindhed.

Dette blev bekræftet ved en senere undersøgelse på øjenafdelingen ved Roskilde Sygehus, som stillede diagnosen ’forstadium til lukketvinklet grøn stær’ (Fig. 1). Samme dag blev jeg behandlet med laserstråler. Denne behandling er efterfølgende gentaget to gange.

Siden da, har jeg ikke haft rødt øje, men jeg tænker tit på, hvordan en lægelig lemfældighed kunne have ført til en fatal tilstand for mit syn.

Heldigvis mødte jeg altså en øjenlæge, som vidste, at symptomet rødt øje skal tages meget alvorligt. Han gav sig den tid og omtanke, der skulle til for at finde årsagen i stedet for at give symptom behandling. Han havde også travlt med at behandle øjenpatienter - men forstod situationens alvor. Han reddede mit syn, så jeg ved godt, hvilken øjenlæge jeg vil anbefale til mine bekendte, hvis det skulle blive aktuelt. Alt imedens jeg sender min kvindelige bekendt en taknemlig tanke. 

Redaktionen henviser interesserede, som vil vide mere, til at læse Øjenforeningens
brochurer ’Rødt øje’ samt ’Grøn stær (Glaukom)’, ved brug af link nedeunder.