Bjørn Wiinblad

Bjørn Wiinblad – gavmild som ingen anden

Bjørn wiinblad

Foto:  Geert Bardrum

Af Lars Hedebo Olsen Journalist og forfatter

Øjet – værn om det

Bjørn Wiinblad uddannede sig som typograf, før han gik på Kunstakademiet. Igennem hele sit liv skabte han derfor et væld af smukke plakater til teaterforestillinger, bogudgivelser, udstillinger og for alverdens foreninger. Plakaten ’Øjet – værn om det’ skabte han i 1983 til Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed, nu Øjenforeningen. Wiinblad tog intet honorar for opgaven, for som i så mange andre tilfælde gjorde han sit yderste for at hjælpe sine venner og støtte sager, som optog ham særligt meget.

Den danske kunstner Bjørn Wiinblad ville i år være fyldt 100 år.

Hans produktion omfattede alt fra keramik og teaterkostumer til masseproducerede platter og Irma-dåser. Og ikke mindst plakater – som den, han skabte for Øjenforeningen for 35 år siden. Kvit og frit selvfølgelig, for Wiinblad var vennernes ven.

’Jeg synes selv, at denne plakat ... er langt bedre end nogen anden, jeg har lavet’, lød det fra Bjørn Wiinblad (1918-2006), da han i 1983 overrakte sin plakat ’Øjet – værn om det’ til Øjenforeningen, som dengang hed Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed.

Plakaten var én blandt en hel stribe, som Wiinblad producerede igennem sin karriere, der strakte sig, fra han debuterede i 1945 og frem til hans død i 2006. I dag kender vi bedst Bjørn Wiinblad for hans enorme produktion af platter, lysestager og urtepotteskjulere, der alle er dekoreret med små spidsnæsede piger med mandelformede øjne. Men før Wiinblad slog sig på keramikken, og før han begyndte at sende Irma-dåser, spisestel, kakkelborde og vinglas på markedet, tegnede han. Uddannede sig som typograf og interesserede sig så intensivt for plakatkunst, at da han debuterede som kunstner i 1945, var der adskillige plakater blandt de udstillede værker, som var så velkompo­nerede og lune i udtrykket, at de vakte stor interesse hos tidens anmeldere og kunstsamlere. Han slap aldrig plakaterne helt, men vendte igennem sin karriere tilbage til dem – som i 1980’erne, hvor der i perioder blev langt mellem opgaverne.

I 1988 skabte Bjørn Wiinblad en af sine mest vellykkede plakater, som vandt international berømmelse. Anledningen var de paralympiske lege i Seoul i 1988, hvor Wiinblad lod de olympiske ringe udgøre hjulene på en kørestol. Som en ældre herre begyndte Wiinblad at lave stadig flere plakater, som han ofte lavede kvit og frit for velgørende foreninger og interesseorganisationer. LU Biscuits, FN og Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed, nu Øjenforeningen, er nogle af dem, som Wiinblad leverede plakater til, og det, at han både kunne arbejde på internationalt niveau for FN og for en dansk sygdomsbekæmpende organisation, viser noget om bredden i Wiinblads engagement.

Bjørn wiinblad
Øjet – værn om det Bjørn Wiinblad uddannede sig som typograf, før han gik på Kunstakademiet. Igennem hele sit liv skabte han derfor et væld af smukke plakater til teaterforestillinger, bogudgivelser, udstillinger og for alverdens foreninger. Plakaten ’Øjet – værn om det’ skabte han i 1983 til Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed, nu Øjenforeningen. Wiinblad tog intet honorar for opgaven, for som i så mange andre tilfælde gjorde han sit yderste for at hjælpe sine venner og støtte sager, som optog ham særligt meget. Foto: © Bjørn Wiinblads Fond

Han interesserede sig ikke for, om kunden var dansk eller udenlandsk. Om honoraret var stort eller lille. Kun to ting interesserede Wiinblad, når det handlede om at udtrykke sig som kunstner: For det første at han fik helt frie hænder og kunne ødsle med sit udtryk. Og for det andet at han kunne glæde folk med sin kunst. Wiinblad elskede at gøre folk glade, og han var selv så tilfreds med sine værker, at han var overbevist om, at det måtte andre også være. Jo mere Wiinblad kunne give verden, jo bedre blev det for alle, fristes man til at tro, at han har tænkt.

Bjørn wiinblad
Masseproduktion Kort efter sin debut i 1945 fik Bjørn Wiinblad kontakt med keramikvirksomheden Nymølle, der blandt andet lavede ting i fajance med påtrykte motiver. Snart begyndte Wiinblad at lave platter, lysestager, kopper, skåle og meget andet for Nymølle, som landede i hjem over hele Danmark. Platterne med de enkle motiver var populære, fordi de viste, hvordan et ungt par igennem et år gik fra at møde hinanden, blive forelskede, gifte sig og få et lille barn. Foto: © Lennard Nielsen

Når han derfor fik en forespørgsel om at designe en plakat for Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed og straks sagde ja, hænger det naturligt sammen med Wiinblads gavmilde væsen. Han kunne ikke drømme om at forlange honorar for sådan en opgave, for sygdom er ikke noget, man skal tjene penge på. Men det hang nok også sammen med, at Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed viste, at fik man Wiinblad til at designe en plakat, så fik man noget, der både kunne appellere bredt og række ud over sin samtid – samtidig med at det kunstneriske udtryk var i top.

Wiinblad var æstetiker til fingerspidserne og elskede at omgive sig med smukke ting. At miste synsevnen ville nok være noget af det værste, der kunne ske for ham, og da hans plakat ’Øjet – værn om det’ blev præsenteret, sagde han selv til pressen: ”Da Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed bad mig om at tegne en plakat, gjorde jeg mig mange tanker. Jeg tænkte og tænkte, HVORDAN viser man den tomhed, der må opstå, når man mister synet, den megen skønhed, man mister. Det er de tanker, der ligger bag denne plakat.”

Resultatet af hans tanker blev til plakaten med det store, klare øje med det tomme blik. Hvor baggrunden er lidt blafrende, og hvor naturen fremstår som et drømmende univers. Smuk og enkel er plakaten i sit udtryk, og i samme øjeblik, man ser på plakaten, ved man, at det er Wiinblad, der står bag. Men lad os finde ud af, hvem denne gavmilde kunstner var, der stadig deler vandene så meget, at nogle slet ikke kan få nok af ham –  ja, selv på Facebook findes der fanklubber for Wiinblad – mens andre synes, hans udtryk er det rene kitsch.

Plakaten kan blive din på en af to måder:

Køb plakaten for 150,-

Køb plakaten

Find et nyt medlem og få plakaten i gave

Nyt medlem

Den politiske familie

Bjørn Wiinblad blev blevet betegnet som en tusindkunstner, for han blev ved med at forny sig, når det handlede om at finde nye steder og nye materialer, som han kunne få lov at dekorere. Fordi han var så flittig – og sikkert også fordi han var en god forretningsmand – blev han i løbet af 1960’erne og 70’erne en af de mest velhavende danske kunstnere. Så velhavende, at han i en periode havde syv boliger, både herhjemme, i Sydtyskland og i Schweiz, som han brugte som baser, når han rejste rundt efter opgaver, eller når han tog vennerne med på lange opera- og kulturrejser.

Sådan havde ingen forventet, at det ville gå for den unge Bjørn Wiinblad, da han blev født i 1918 på Østerbro i København i en familie, der var optaget af politik og samfundsforhold. Hans far, Otto Wiinblad sad i Landstinget for Socialdemokratiet, og hans farfar, Emil Wiinblad, var i sin tid redaktør på avisen Socialdemokraten og i en periode også valgt til Landstinget.

Bjørn Wiinblad interesserede sig dog slet ikke for politik. Han ville helst tegne og male, og med tiden begyndte han også at skrive små historier. Han havde betroet sin far, at han gerne ville være kunstner, men hans far insisterede på, at han først tog en uddannelse, som ville kunne sikre ham en fast månedsløn. I 1935 begyndte Wiinblad derfor på uddannelsen som typograf, og selv om han godt kunne se fornuften i at lære et ordentligt håndværk, befandt han sig ikke særlig godt i typografmiljøet.

”Enten tabte jeg hele satsen på gulvet, eller også stod jeg og digtede i skuffen eller tegnede,” fortalte han mange år senere til ugebladet Hjemmet om årene som typografelev. Wiinblad faldt slet ikke ind i det barske miljø, og han syntes, at hans læresvend var efter ham: ”Jeg svor over for de andre lærlinge, at jeg aldrig ville sige ’du’ til ham, når jeg blev udlært – og at jeg aldrig ville drikke øl.” Ifølge traditionen var man som elev Des med sin læresvend, og først den dag, man blev udlært, kunne man begynde at sige du til hinanden, hvilket man markerede med en kold øl.

Bjørn Wiinblad kunne ikke forestille sig noget værre, kan man forstå på citaterne, som stammer fra en artikel i Hjemmet i 1988. Og han slap da også for at skulle drikke dus med læremesteren, for den dag, han blev udlært, brød Anden Verdenskrig ud, og alle havde alt muligt andet at tænke på.

Men selv om Wiinblad aldrig kom til at arbejde som traditionel typograf, skulle det vise sig, at han fik stor glæde af at kunne arbejde med store, tomme flader, som han skulle dekorere ud fra en skitse, som han enten tegnede eller havde i hovedet. Især inden for plakatkunsten fik han fornøjelse af sin typografbaggrund, men også da han begyndte at arbejde for virksomheder som Nymølle og Rosenthal, var det en fordel, at han kendte til gamle trykketeknikker.

Bjørn wiinblad
Foto: © Bjørn Wiinblads Fond

Wiinblad opdagede keramikken

Som nyuddannet typograf kunne Bjørn Wiinblad dog ikke slippe tanken om at arbejde med kunst, så i 1940 begyndte han på Det Kongelige Kunstakademi på den grafiske skole. Wiinblad tog i begyndelsen sin professor Aksel Jørgensens stramme grafiske stil til sig, men snart begyndte han at lede efter et sted, hvor han kunne udfolde sig helt. Dykke ned i sit fantasifulde univers. Tegne alfelignende figurer, kvinder med mandeløjne og smukke blomster.

Svaret fandt han i keramikken, som han blev introduceret til af sin studiekammerat Lars Syberg. Han drejede og brændte sine egne værker på sit værksted i Taastrup og inviterede Wiinblad til at prøve kræfter med keramikken. Det viste sig at være det helt rigtige. Når Wiinblad ikke passede sine studier på Kunstakademiet, slog han sig løs på Lars Sybergs værksted. Han kunne hverken dreje eller formgive keramikken, men han kunne dekorere den og var især begejstret for at arbejde med den gamle kohornsteknik, hvor man fylder et kohorn med farve og kører det over en krukke eller et fad.

Debuten

Bjørn wiinblad
Romantisk Pigen med den spidse næse og de mandelformede øjne går igen i hele Wiinblads produktion. Kritikere hævdede, at han ikke kunne hitte på andet end at tegne denne lille, søde pige, men selv kom han aldrig med en forklaring på, hvorfor det netop var det udtryk, han kredsede om i alle årene. Foto: © Bjørn Wiinblads Fond

I 1945 blev Wiinblad færdig på Kunstakademiet, og allerede samme år debuterede han i det lille galleri Binger i Palægade i København. Ud over at vise keramiske krukker, fade og skåle udstillede han tegninger, plakater og illustrationer til bogen ’Aladdin og den vidunderlige lampe’.

Udstillingen blev et stort tilløbsstykke, men den satte også Wiinblad i kontakt med folk, der snart kunne sætte ham i gang med at lave endnu mere keramik og tegne endnu flere plakater. Blandt andre Jacob E. Bang, der netop var blevet kunstnerisk leder af den lille fajancefabrik Nymølle. Ham blev Wiinblad hurtigt venner med, og snart engagerede Jacob E. Bang den unge Wiinblad til at arbejde for Nymølle, hvilket i de kommende mange år førte til et væld af platter, skåle, kopper, fade, askebægre og lysestager, der strømmede ud fra Nymølles værksted med Wiinblads tegninger på.

Verden opdagede Wiinblad

Bjørn Wiinblads debut i 1945 var så overbevisende, at han få år senere havde gang i en karriere, der var så fyldt med sjove opgaver, at mange af hans kunstnerkolleger må have været godt misundelige.

Ikke bare fik han hurtigt et væld af opgaver hos fajancefabrikken Nymølle, men han var også kommet i kontakt med foreningen Håndarbejdets Fremme, som han tegnede broderi- og tekstilmønstre for, og snart blev han også engageret som plakattegner for den årlige Spil Selv-uge. Wiinblad elskede musik, og i boligreportager kan man læse, hvordan hans hjem var fyldt med klassiske musikplader, og at han kunne tilbringe lange aftener ved sit klaver. At tegne for Spil Selv-ugen var derfor en ønskeopgave, for formålet var at få flere til at spille et instrument, og Wiinblads plakater blev snart så populære, at de førte endnu flere opgaver med sig.

Han begyndte at tegne for FN i Paris, blev engageret til at tegne kostumer og scenografi til flere teaterforestillinger og udstillede i et stadig større omfang. Først var det herhjemme, man ville se hans værker, men snart blev det også i Norge og Sverige, og i 1950 blev hans keramik udstillet hos Bonnier’s i New York, der specialiserede sig i skandinavisk design. Det var krukker, skåle og fade. Men også håndmalede figurer med mandelformede øjne blev solgt i et væk.

Verden havde opdaget Bjørn Wiinblad, og snart blev han kontaktet af Philip Rosenthal, der ejede en gammel porcelænsfabrik i Sydtyskland. Han ville skabe en helt ny linje med moderne design til det internationale marked, og en af de kunstnere, han ønskede at arbejde sammen med, var danskeren Bjørn Wiinblad.

Kritikerne på de danske dagblade var dog ikke helt så begejstret som Philip Rosenthal eller de danske kunstnere. De efterlyste variation i Wiinblads udtryk. Skrev, at de var ved at blive kvalt i hans søde damer med de skæve øjne og de mange kruseduller. At det hele blev lidt for sødt og uskyldigt. Wiinblad lyttede til kritikken. Men han tog sig ikke af den. Det havde han fået alt for travlt til.

Bjørn wiinblad
Kunstneren Bjørn Wiinblad levede fra 1918 til 2006 og nåede i løbet af sin karriere at blive en af de mest produktive og velhavende danske kunstnere. Han havde i perioder syv boliger, boede det meste af tiden i udlandet og arbejdede med projekter i hele verden. Hans ting blev solgt i hele verden, og det betød, at Wiinblad til tider blev kritiseret for, at han gik på kompromis med sit udtryk, og at kunderne på et tidspunkt fik Wiinblad-forstoppelse, hvorfor hans popularitet dalede fra slutningen af 1980’erne. Foto: © Bjørn Wiinblads Fond

En holden mand

I 1960 blev Bjørn Wiinblad udnævnt til kunstnerisk leder hos Rosenthal i Sydtyskland. Med ansættelsen hos Rosenthal indledte han også en international karriere, der var ganske uhørt blandt danske kunstnere. Ud over at få ansvaret for den kunstneriske linje hos Rosenthal måtte Wiinblad også slå sig ned i nærheden af familien Rosenthal, og i løbet af få år fik han både boliger i den sydtyske by Selb og i Lausanne i Schweiz.

Bjørn wiinblad
Det Blå Hus Fra 1966 brugte Bjørn Wiinblad Det Blå Hus i Lyngby som værksted og hjem. Han overtog huset fra den svenske tekstildesigner Brita Drewsen og boede der frem til sin død i 2006. I dag fungerer huset som et levende museum. Foto: © Bjørn Wiinblad Denmark

Det var dog ikke kun det internationale engagement, der var ganske usædvanligt. Wiinblad begyndte også at tjene mange penge – så mange, at han efter sigende fik omkring 10 millioner kroner i kvartalet i royalty fra Rosenthal.

Det betød, at han både kunne folde sine generøse gener helt ud og holde overdådige middage for sine venner, invitere dem på lange operarejser og købe alle de antikviteter, plader og bøger, som han forelskede sig i. Og når Wiinblad købte ind, købte han stort ind, for han sørgede altid for at anskaffe sig flere udgaver af musikplader og bøger, så han kunne have de samme ting i alle sine boliger, og når han bestilte et jakkesæt, fik han det lavet i op til syv eksemplarer, så han kunne hænge det samme jakkesæt i alle sine boliger.

En af boligerne fra 1898 er et gammelt, blåt træhus i Lyngby. Her indrettede han værksted og en kæmpe bolig, som han i de kommende år forvandlede til en orientalsk hule, der blev fyldt til bristepunktet med antik kunst, nederlandsk keramik, bøger, plader – og især gæster. Det Blå Hus, som Wiinblads hus i Lyngby kom til at hedde, og som man stadig kan besøge, var rammen om et hav af middage, som Wiinblad afholdt, hver gang der var en mulighed for det. Middagene fulgte som regel den samme skabelon, og i god tid sørgede han for at invitere otte, ti – allerhøjst tolv personer. Gæsterne var danske og udenlandske forfattere, skuespillere, balletdansere og kunstnere. Diplomater, politikere og tætte venner. Den amerikanske forfatter Erica Jong, den amerikansk-østrigske bodybuilder Arnold Schwarzenegger og den amerikanske entertainer Liza Minelli var blandt gæsterne sammen med kendte danskere som Susse Wold, Preben Kaas, Lisbet Dahl og et væld af andre, som Wiinblad inviterede, fordi han tænkte, at de kunne være interessante at møde.

Plakaten kan blive din

I 2018 fejrer hele Danmark Bjørn Wiinblad. Han ville være fyldt 100 år i år, og det er 35 år siden, at han skænkede sit værk ’Øjet – værn om det’ til Øjenforeningen, der dengang hed Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdom og Blindhed.

I den anledning har vi genoptrykt den smukke plakat. Formålet er – helt som da plakaten blev trykt første gang – at indsamle midler til Øjenforeningen, så vi kan opfylde formålet om at forebygge og bekæmpe blindhed.

Plakaten kan blive din på en af to måder:

  • Køb plakaten for 150 kr.
  • Find et nyt medlem, og få plakaten i gave.

Besøg ojenforeningen.dk/wiinblad og læs mere, skriv til sekretariatet på kontakt@ojenforeningen.dk eller ring på
33 69 11 00.

Fakta om ’Øjet – værn om det’:
Pris:                    150 kr.
Mål:                    50x70 cm
Papir:                 Munken Lunx, 170 g
Tryk:                   Permild og Rosengreen

I den fine spisestue i Det Blå Hus blev der dækket op med Wiinblads eget service, levende lys og ikke mindst håndmalede bordkort, som gæsterne fik overrakt som små gaver, de kunne tage med hjem.

Wiinblads gæstfrihed kendte ingen grænser. Ud over hans berømte middage lod han venner og bekendte bo i alle sine boliger, når han ikke selv skulle bruge dem. Han overdængede sine mange gudbørn med fine gaver, og kendte han nogen, der havde økonomiske problemer, hjalp han dem, så meget han kunne.

Wiinblad var vennernes ven, men han knoklede også for at få det hele til at hænge sammen. Han sov kun få timer hver nat, drønede rundt i Europa i sine smarte biler og arbejdede på et væld af opgaver sideløbende med hinanden. Lamper, puslespil, sengetøj, tekstiler, plakater, frimærker, julemærker, kobberskulpturer og store indretningsopgaver på internationale hoteller og luksuriøse krydstogtsskibe.

En ener i dansk kunst

Der var fart over feltet igennem hele Wiinblads liv, og det er på en måde bemærkelsesværdigt, at han også tog sig tid til at lave ganske små opgaver – som plakaten for Landsforeningen til Bekæmpelse af Øjensygdomme og Blindhed. Plakaterne lavede han netop i de år, hvor han også skabte fortæppet til det nye Marquis Theatre i New York, indrettede Mozart-restauranten Amadedus i Dallas og lancerede et nyt spisestel, Asimetria, hos Rosenthal. Og umiddelbart før at Danmarks mest eksklusive hotel, d’Angleterre i København, besluttede at lade Wiinblad stå for nyindretningen af restauranten ud mod Kongens Nytorv. Det betød masser af kakkelborde, store porcelænsfigurer, kæmpe lysekroner og enorme vægudsmykninger med Wiinblads kendte motiver – den lille, spidsnæsede pige med de mandelformede øjne, blomster og kruseduller, som alt sammen blev holdt i univers af blå og hvide toner.

Bjørn wiinblad
Frimærke På trods af at Wiinblad ofte skabte meget detaljerede motiver, formåede han at begrænse sig når han skulle lave frimærker, så udtrykket blev både stramt og grafisk. Foto: Rook76 / Shutterstock.com

Bjørn Wiinblad lærte aldrig at begrænse sig. Han sagde ja til alle de opgaver, han kunne se et formål med, og som gav ham nye udfordringer. Der blev nok færre opgaver i årene frem til hans død i 2006, men ligesom den tidlige keramik står som noget helt særligt i Wiinblads produktion, gør hans plakater det også. 

Da Wiinblad døde i 2006, var interessen for hans ting på et lavpunkt, men i dag er det, som om vi igen har opdaget hans univers. Da Arken i 2015 udstillede hans keramik, teaterkostumer, plakater og store gobeliner, strømmede mange tusinde mennesker til kunstmuseet i Ishøj. For efter at vi i en periode følte os helt forstoppede med Wiinblads mange ting, er vi langsomt ved at erkende, at noget af hans keramik er helt fantastisk. Hans fajance med de fine tryk, de smilende piger og ikke mindst hans plakater, som man aldrig bliver færdig med at udforske. Det hele er gennemsyret af en livsglæde og energi, som er helt unik inden for dansk – og international – kunst og formgivning.