Hændelsesforløb ved nethindeløsning

Kort efter vores ankomst til Gardasøen i Italien ultimo juni 2009 bemærker jeg nogle synsforstyrrelser på højre øje. Disse ses som lysglimt, som de efterfølgende dage afløses af mange små sorte prikker, der flyder rundt i øjet. Efter yderligere et par dage konstaterer jeg torsdag den 2. juli en begyndende blindhed svarende til en fingerbredde startende fra næseroden.

Fredag morgen den 3. juli var denne blindhed tiltaget, hvorfor jeg kontakter en øjenlæge i Peschiera ved Gardasøen. Denne konstaterer en Nethindeløsning. Øjenlægen ordinerer omgående operation, idet han oplyser, at synet formentlig ikke vil kunne reddes, hvis der ikke foretages operation indenfor 1- maks. 2 dage.

Han opfordrer mig til at kontakte SOS-Danmark med henblik på omgående hjemtransport, som iøvrigt skal foregå liggende, ligesom der skal foretages operation straks ved hjemkomsten.

SOS bliver kontaktet, og SOS-lægen oplyser samtidig, at de kan operere mig på Odense Universitetshospital (OUH), som er klar til at modtage mig. SOS-lægen oplyser, at jeg bør transporteres liggende, men synes jeg skal tage chancen med ordinært fly, idet en liggende transport vil betyde en udsættelse af hjemrejsen med 1- 2 dage - og "så længe kan du ikke vente", var udtalelsen:

Ved ankomsten til Kastrup Lufthavn bliver jeg hentet af 2 redningsfolk med båre og bliver liggende transporteret til øjenafdelingen på OUH.

På OUH bliver jeg modtaget af en øjenlæge, som oplyser mig om, at der hverken på OUH eller noget andet offentligt hospital er afsat midler til at foretage operationer i en week-end, hvorfor dette tidligst kan ske mandag. "Der er jo ikke tale om en livstruende lidelse". "Det bedste, jeg kunne gøre, var at ligge stille - så håber vi at Nethindeløsningen ikke udvikler sig". "Vi skulle nemlig helst undgå, at den går løs ved macula".

På forespørgsel bliver jeg oplyst, at den slags operationer ikke kan foretages på noget privathospital i Danmark, idet disse faktisk ikke har udstyr hertil.

Lørdagen gik med tiltagende blindhed til følge.

Copyright

Øjenforeningen

Søndag den 5. juli fortsatte udvidelsen af det blinde område og nåede mit centersyn sidst på eftermiddagen. Mine nerver var på dette tidspunkt fuldstændig tyndslidte. Alt føltes aldeles uvirkeligt for mig. Her ligger jeg nu på 'anden dag’, på øjenafdelingen med et øje, der stille og roligt er på vej mod total blindhed. Ingen foretager sig noget. Alle eksperter oplyser, at synet kan reddes, blot indsatsen sker hurtigt - og alligevel sker intet.....

Søndag aften klarer min psyke ikke mere. Jeg har de seneste 3 dage stort set ikke sovet. Jeg forsøger hele tiden at berolige mig med, at der jo ikke er tale om en dødelig sygdom, men må nu give op. Der bliver på dette tidspunkt ringet til en øjenkirurg, der oplyser, at der intet kan gøres før mandag. Man vil dog forsøge at tage min operation som den første mandag morgen.

Mandag morgen bliver jeg opereret og udskrevet tirsdag middag. På forespørgsel om det er muligt at undgå noget sådant måtte ske på mit raske øje, anbefaler man mig en forebyggende operation på venstre øje, hvor jeg i dag har ca. 100 % syn.

Ca. 3 uger efter udskrivningen bliver jeg indkaldt til en forebyggende operation på det raske øje. Jeg vælger dog at udsætte dette til 2010, da jeg endnu ikke har fået optimalt syn på mit "nyopererede" øje.

Efter min operation har jeg haft det meget svært op til week-ends. Jeg har hver fredag været meget angst og deprimeret, idet jeg frygtede en ny nethindeløsning op til en week-end. Fysisk aktivitet er sågar blevet udsat til om søndagen, idet jeg jo så i givet fald kun skal vente en nat. Min psyke klarer ikke en lignende oplevelse en hel week-end. Jeg føler mig også først nu i stand til at "face" det traumatiske hændelsesforløb.

Jeg er efter ovennævnte oplevelse dybt skuffet og frustreret over OUH's håndtering af min sygdom. Den oplevelse har givet mig nogle grimme ar på sjælen, som formentlig aldrig forsvinder.

Torben Christensen, 52 år

Læs også

Øjenlægen kommenterer hændelsesforløb ved nethindeløsning