Novelle - Man skal da være glad

ANDREA kunne mærke vinden imod sit ansigt. Hun så med en vis stolthed på sine ben, der trampede i cyklens pedaler. Med de fyldige ben lignede hun ikke en på 78 år.
Den daglige cykeltur – skulle – hun have. Selv om lægen havde sagt, at hendes syn nu var så dårligt, at han ikke ville være til fods i byen, når hun var ude på cyklen. "Han sagde altid noget morsomt den læge."
Klokken var 11. Hun kunne nå en dejlig tur ud langs Præstø fjord og tilbage til byen igen. Så skulle der handles ind, blandt andet den gode runde ost til kun 17,85, den nød hun hver morgen. – 1 skive rugbrød og 1 skive franskbrød – man måtte jo holde maven i orden.
Andrea regnede med at være hjemme igen kl. 13 til frokost og middagshvil. Efter hvilet ville hun ringe til sin bedste veninde i blokken over for, hun hed Anna og var også blevet alene for nogle år siden.
De plejede at drikke eftermiddagskaffe hos den ene eller den anden hver dag. Anna brugte altid det meste af dagen på rengøring, det havde hun altid gjort. Anna’s mand havde sagt: ’Du står sgu’ altid der med røven i vejret.’ Det havde de begge leet af, når snakken gik om fortiden og deres ægtemænd.
I det samme vågnede Andrea – hun lå i sin seng – det var morgen.

DRØMME OM FORTIDEN havde trængt sig mere på i årenes løb i takt med øjnenes forkalkning.
Nu hvor hun snart fyldte 86 år, var synet væk, alt var mørkt. Blodtrykket var blevet for højt, hun tog en hjertepille hver dag og flere piller mod svimmelhed.
Børnene havde forrige år fået hende overtalt til at forlade sin store dejlige lejlighed, og flytte til den nuværende halvanden værelses her i centeret med alle de svagelige.
Hendes gamle lejlighed kendte hun, fra før hun blev blind, den nye måtte hun ’se’ med fingrene. Men børnene havde været så søde, de havde sat alle møblerne næsten som i den gamle lejlighed.

’NÅ!’ SUKKEDE ANDREA. Hun famlede med fingrene hen over natbordet og fandt endelig knappen til radioen. Lidt efter sagde en tydelig stemme: "God morgen klokken er seks torsdag den femte januar". “Nå’h ja så var hun vågnet lidt tidligere, end hun plejede.”
Hun kom til at grine ved sig selv, forleden dag var hun også vågnet og tændte radioen, men da var det natradioen. Hun var blevet helt forskrækket, og havde hurtigt trukket dynen op igen og var sovet videre.
Andrea blev pludselig ked af det – det gjorde hun ind i mellem – så snakkede hun med Vorherre i sine tanker. "Kære Vorherre – ka’ du ikke la’ miraklet ske, så jeg får mit syn igen?" Der løb en tåre ned ad kinden, som hun tørrede bort med en knudret finger. Nu rettede hun sig op og sagde til sig selv: "Andrea det nytter jo ikke noget, la’ vær’ å’ vær’ så pjattet, man ska’ da være glad. Du sku’ meget hel’re stå op og få lidt vand i hovedet, før sygeplejeren kommer og laver kaffe."
Andrea stod ud af sengen og tænkte sig lidt om: “Jo natbord her til højre – så går jeg til venstre. Langs med sengen – der er fodenden – armen ud til højre – der toiletdøren – gå stille – ikke falde, så til højre hen til håndvask og toilet – stor pige."
Ding dong ringede dørklokken, og døren blev låst op. En stemme lød: "Hej hej Andrea har du sovet godt!" "Er det Laura?" råbte Andrea fra toilettet, "Nej det er Nete! Laura har været på nat, nu skal jeg lave kaffe til dig.”
Nete hjalp Andrea på plads ved spisebordet og sagde, at hun kom igen til frokost. Den varme kaffe sendte sine dufte ud i rummet og morgenmaden – 1 skive rugbrød og 1 skive franskbrød – blev spist, man måtte jo holde maven i orden.
Andrea plejede at trippe ind i seng igen efter morgenmaden, her lå hun og hørte radio til lidt i 9. Hun havde 2 små radioer, de var indstillet til hvert sit program, så skulle hun kun tænde og slukke. Radioprogrammerne hjalp hende også til nogenlunde at følge med i, hvad klokken var.
Hun lå og tænkte på julen, som hun tilbragte i Nordsjælland hos den ene af sine 3 sønner. Det havde været dejlige dage sammen med hele familien, og hvor havde de moret sig.

NU MELDTE RADIOEN, at klokken var 08:45, så hun måtte hellere få vasket sig rigtig med kluden og komme i tøjet.
Andrea blev vasket, følte sig vej til kommoden i soveværelset og tog rent tøj på. Så satte hun venstre hånd over på fodenden af sengen, for så vidste hun, at ligefrem for næsen var døren ind til stuen.
På dørkarmen fandt hun kontakten til lyset, for så vidste hun, hvor hun var. Køkken til venstre, stue til højre og som en redningsflåde midt i stuen stod hendes fjernsynsstol.
Andrea tog en slags afsæt og tøffede med små skridt skråt over gulvet for at nå til køkkenbordet, så kunne hun gå langs skabene hele vejen om til sin fjernsynsstol.
Desværre mistede hun orienteringen, idet hun slap dørkarmen, hun drejede for meget til venstre og kom ind mellem spisebord og køkkenbord. “Åhh! Sørens! Fandens! Hvor er man dog hjælpeløs, når man ikke kan se, jeg plejer da at kunne finde vej. Hvor er jeg NU?“. Andrea følte sig frem: “Nå der er køkkenbordet”. Til sidst kom hun hele vejen rundt og fandt sin fjernsynsstol.
Der blev tændt for tv’et, de tyske stationer sendte nogle gange musik eller andet godt, det gik fint med at forstå sproget, da hun var født og opvokset i Sønderjylland tæt ved grænsen. For det meste “så” hun dog dansk tv.
I løbet af formiddagen blev hun gerne ringet op af et familiemedlem eller en bekendt, så gik tiden med det.
Ding dong lød dørklokken, og døren gik op. Andrea spurgte: “Hvem er’et?” “Det er Nete, jeg kommer for at lave frokost til dig. Du ville gerne have varmet grøntsagerne og de 2 pølser, du har i køleskabet ikke? ” “Jo tak, hvis du vil være så sød – og så kom en smørklat i de varme grøntsager så bliver det nam nam.”

“Nete! Er’et dig jeg får igen i morgen? For du er den bedste til at gi’ mig mit fredagsbad. Bagefter ku’ vi hjælpes ad med fredagsrengøring? Hør mig som om jeg ka’ se! Men jeg vil bare gerne lave lidt selv, jeg ska’ nok støve a’, jeg gør’et forsigtigt, og hvis vi skynder os, ka’ vi måske nå en lille snak bagefter?”

NETE SERVEREDE den varme mad ud for Andreas faste stol ved spisebordet, Andrea spiste grøntsagerne med en spiseske, pølserne kunne hun holde i hånden.
“Hvor er’et dejligt du er her Nete, selv om du snart ska’ gå igen. I har jo altid så travlt, I sku’ hel’re komme over og snakke med mig. Men jeg må jo ikke klage, man ska’ da være glad, jeg er jo ikke så syg som de andre, jeg kan bare ikke se.”
Nete smurte 2 skiver rugbrød med pålæg, de blev sat på øverste hylde i køleskabet, så kunne Andrea finde dem, når hun skulle spise til aften.
Nete sagde: “Jeg kan nok få tid til at blive og snakke i ti minutter, jeg laver lige en lille kop kaffe til os begge.”
Lidt efter forsvandt Nete, hun måtte videre til næste beboer. Stuen virkede tom, da Nete var gået. Klokken var næsten blevet et, så det var tid til at ligge lidt.
Andrea fandt vej ind til sengen i soveværelset og tændte for radioen, hun sov aldrig ved middagshvilet, men lå og tænkte på, hvor meget hun selv plejede at lave den gang, hun kunne se.
Nu blev hun lidt ked af det igen, men tænkte: “Jeg vil ikke tigge Vorherre om at få mit syn tilbage 2 gange på en dag. Der er mange, som har det værre end mig, man ska’ da være glad, tænk på hvor mange søde mennesker, der kommer og hjælper hver dag.”

DING DONG ringede dørklokken, døren blev åbnet, og en stemme råbte: “Hej Andrea det er Ruth! Skal jeg følge dig over i centret til de andre, så vi kan få eftermiddagskaffe, klokken er lidt over to.”
Ruth kom ind i soveværelset og spurgte, om der var noget hun skulle hjælpe med, det var der ikke rigtig ud over, at Andrea lige skulle have en kam igennem håret, og så måtte Ruth gerne se, om det blev ordentligt.
Andrea fik en trøje på, og så gik de lige over på den anden side af den 10 meter brede glas-overdækkede centergade.
Der var dejligt at sidde ude i gaden. Om foråret kunne man mærke solens stråler. I dag var det koldt, så de måtte sidde indenfor i det tilhørende cafeteria. De var gerne 5 – 6 personer, der mødtes hver dag til kaffe og hyggesnak, efter kaffen blev Andrea fulgt hjem.
Hen ad aften fandt hun sine smurte madder frem fra køleskabet. Der var lavet kaffe på termokande. Hun satte sig på sin plads ved spisebordet, spiste maden og drak et glas letmælk til.
Efter maden vaskede hun op – det kunne hun da heldigvis selv klare – endnu.
Nu var det snart tid til “Lykkehjulet”. Hun kunne ikke se tv-billederne, men forestillede sig, hvordan det var. Senere var der måske noget schlager-musik på Tyskland.
Ved 22 tiden gik hun som sædvanlig i seng, her lyttede hun til radioen frem til kl. 23, hvor hun lagde sig til at sove. I dag havde hun godt nok været mere svimmel end sædvanlig, det kunne hun ikke rigtig lide. Hvis det blev ved, skulle lægen nok give hende nogle stærkere hjertepiller.

ANDREA FALDT I SØVN. I drømme så hun nu sine 3 sønner – i 10 års alderen – de løb og legede ude på stranden ved familiens sommerhus. Andrea hyggede sig i søvne, hendes drenge blev bare så dejlig brune om sommeren, deres solblegede hår blæste i vinden, de var glade og sunde.
Nu så hun sin første mand – drengenes far – komme imod sig, han havde en stor gummibåd løftet op over hovedet, medens han smilede til hende og drengene. Det undrede hende, at han kunne bære den, for den var ca. 6 m lang. Han var altid så glad – og lidt for pæn faktisk – alle kvinder var vilde med ham. Hun blev skilt fra ham efter 18 år, han løb med en 25 år yngre kvinde. Den slubbert – dejlige slubbert – som hun nok aldrig ville holde op med at elske.
Nu var hun pludselig i Spanien med sin anden mand, han var ikke så livsglad, men gav hende den tryghed hun manglede, da hun blev alene med drengene.
En masse oplevelser og mennesker passerede hurtigt forbi hende i drømmen. Hun plejede – at drømme langsomt og nyde sine drømme – det her gik al-al alt for hurtigt? Pludselig sad hun på sin elskede cykel igen, hun cyklede i dejligt solskinsvejr ud mod fjorden.
Mærkeligt? Hun fortsatte ud over fjorden lidt over vandet, ud mod havåbningen. Derude var det skønneste blå-gule – disede sollys, som hun nogensinde havde set. Lyset indhyllede hende – det hvirvlede rundt om hende, medens hun cyklede og cyklede – blev lettere og lettere og lettere.
Ding dong lød det fra dørklokken, døren blev låst op, og en glad stemme sagde: “Hej hej! Andrea, det er Nete, har du sovet godt? Andrea! Andreá!”
Ingen svarede.