Farver og farveblindhed
200.000 danske mænd og 10.000 kvinder er født farveblinde. Farveblinde er i stand til at se farver, men de ser færre nuancer end normaltseende. Farveblindhed skyldes, at de sanseceller i nethinden, som stimuleres af dagslys (tappene) mangler eller reagerer svagere overfor lys end normalt. Der findes tre slags tappe, som opfanger henholdsvis rødt, grønt og blåt lys. En person, der mangler den type tappe, der opfanger det grønne lys, er farveblind for grønt og så fremdeles. Det er meget sjældent er være farveblind for blåt. Farveblindhed kan ikke helbredes, men det kan til tider afhjælpes med filterglas i briller eller kontaktlinser.
Hvad er farver?
Regnbuens farver opstår, når lyset brydes i regndråberne, rammer øjets nethinde og transporteres til hjernen, hvor det giver en oplevelse af farverne rød, orange, gul, grøn, blå og violet (figur 1).
Den fysiske verden har ikke i sig selv farver. Når et æble opleves som rødt, skyldes det, at lyset, som tilbagekastes fra æblets overflade, fortrinsvis er af en bølgelængde, der opleves som rød.
Hvad betyder farver?
Farver betyder meget for overlevelsen i dyre- og planteverdenen.
For eksempel tiltrækker blomsterne med deres farver de insekter, der skal bestøve dem, og dyr kan camouflere sig og undgå deres fjender ved at antage samme farve som omgivelserne.
Og mennesket ville i sin naturtilstand have svært ved at finde de rigtige frugter eller få øje på et truende rovdyr, hvis ikke det havde evnen til at skelne farvenuancer (figur 2).
Også i den moderne verden bruges farver som kommunikationsmiddel i utallige situationer. I trafikken anvendes rød, gul og grøn til at signalere henholdsvis, stop, afvent og kør. I søfart anvendes rød og grøn for at signalere bagbord (venstre) og styrbord (højre). Og inden for elektronisk kommunikation anvendes farvekodninger i stigende grad for at henlede opmærksomheden på særligt vigtige informationer.
Farvesyn
Øjets nethinde indeholder forskellige sanseceller, som stimuleres af lys. Dagslyscellerne (tappene) er en gruppe bestående af tre celletyper, som kan skelne mellem regnbuens henholdsvis røde, grønne og blå lys samt adskille tusindvis af farvenuancer. Natlyscellerne (stavene) kan kun skelne mellem grå nuancer. Farvesynet slukker (tappene sætter ud), når belysningen bliver tilstrækkelig lav. Heraf talemåden: ’om natten er alle katte grå’.
Farveblindhed
Mangler den farveblinde den type tappe, som kan opfange det grønne lys, er han eller hun farveblind for grønt. Tilsvarende er det muligt at være farveblind for rødt eller blåt. I mange tilfælde mangler tappene ikke, men de reagerer svagere end normalt. I stedet for farveblindhed er det derfor i virkeligheden mere korrekt at tale om farvesvaghed for henholdsvis grønt, rødt og blåt lys.
Otte pct. svarende til cirka 200.000 danske mænd og 0,4 pct. svarende til cirka 10.000 kvinder er mere eller mindre farveblinde. Tilstanden er medfødt og uforanderlig gennem livet. Det hører til sjældenhederne at være farveblind for blåt lys, så i praksis er det tilstrækkeligt at undersøge for blindhed for grønt og rødt lys.
Hvordan ser den farveblinde?
Farveblinde kan godt se farver, men afhængigt af graden af farveblindheden ser de færre farvenuancer end normaltseende (figur 3). Dertil kommer, at den farveblinde skal tættere på eksempelvis et farvet signallys for med sikkerhed at kunne skelne det fra et hvidt lys.
Mange farveblinde er ikke selv klar over, at deres øjne fejler noget. I hverdagen klarer den farveblinde sig i de fleste situationer lige så godt som den farvenormale. Kun i forbindelse med udførelsen af visse erhverv opdager den farveblinde, at han eller hun kan være begrænset.
Test af farvesynet
I praksis er farvenormale defineret som personer, der kan læse Ishiharas farvetavler uden fejl. Ishiharas farvetavler er opbygget af små cirkler med forskellige farvenuancer anbragt i et mønster, der danner forskellige tal. Figur 4 viser, at den normaltseende ser tallet 97, mens den grøn- eller rødblinde ikke ser noget tal.
Fejllæsning af Ishiharas tavler indikerer farveblindhed i en eller anden udstrækning. Fejllæsningen udelukker imidlertid ikke, at den farveblinde kan være farvesikker. Det bedømmes ved en lanternetest (figur 5).
Lanternetesten vurderer testpersonens evne til at benævne ni forskellige par af hvide, rødlige og grønlige lys. Farvenormale og cirka hver femte farveblinde – især de grønsvage – passerer testen og betegnes som farvesikre.
Lanternetests er kvalitative og har været brugt i mere end 100 år. Man kan også teste farvesynet kvantitativt med et anomaloskop, som måler, hvor meget rødt og grønt man skal blande sammen for at matche en gul referencefarve. En nyere test – CAD-testen (Color Assessment and Diagnosis) – måler kvantitativt evnen til at skelne farver.
Farvesyn og erhverv
Visse erhverv inden for fly, søfart, togdrift, militær, politi og redningskorps har specifikke farvesynskrav, der enten kræver, at arbejdstageren er farvenormal eller farvesikker. Formålet med farvesynskravene er at nedbringe risikoen for farveforveksling og fejltagelser med ulykker til følge. Den farveblinde kan have svært ved sikkert at skelne de mest brugte signalfarver (grøn, gul og rød) fra den hvide farve.
I en række erhverv inden for eksempelvis tekstil, maling, grafik, mode og lignende kan det give problemer, hvis kunden har en anden farveopfattelse end sælgeren. Inden for laboratorieerhverv, hvor farvereaktioner skal identificeres korrekt, kan unormalt farvesyn give problemer. I uddannelseskravene til de nævnte erhverv er det ofte blot nævnt, at der stilles krav om, at arbejdstageren har et godt farvesyn, uden nærmere specifikation af, hvad det indebærer.
Hvornår bør farvesynet testes?
Farveblinde kan leve et normalt liv uden nogensinde at opdage, at de har en mindre synsdefekt. Da farveblindhed ikke kan behandles, er der sædvanligvis ingen grund til at teste farvesynet i barne- og skolealderen.
Hvad angår uddannelses- og erhvervsvalg, er det til gengæld vigtigt at få testet farvesynet under korrekte forhold, hvis uddannelsen eller erhvervet er af en karakter, hvor en farvesynsdefekt kan udgøre et problem. Herved kan den farveblinde undgå at få begrænset sine fremtidige jobmuligheder i erhverv, hvor udførelsen af visse funktioner kræver et normalt farvesyn eller farvesikkerhed.
Kommunale sundhedsplejersker undersøger farvesynet ved udskoling, såfremt den unge har erhvervsønsker med krav til farvesynet.
Det er vigtigt selv at kontakte de relevante uddannelsessteder for at få oplyst aktuelle synskrav. Erfaringen viser, at kravene kan ændre sig over tid.
Hvem tester farvesynet?
Mange praktiserende læger, en del optikere, øjenlæger og de læger, som helbredsundersøger søfolk (søfartslæger) og flyverelateret personale (flyvelæger), tester farvesynet med Ishiharas farvesynstavler.
Udvidede farvesynstests udføres på øjenafdelingen i Aarhus og på private klinikker i København. Disse undersøgelser er sædvanligvis selvbetalte.
Filterglas til farveblinde
Medfødt farveblindhed kan ikke helbredes, men tilstanden kan hos nogle afhjælpes med filterglas i enten briller eller kontaktlinser. Har den farveblinde for eksempel svært ved at skelne mellem røde og grønne nuancer, kan et rødfilter hjælpe. Dette filter frasorterer det grønne lys. Det grønne lys opleves herved som mørkere og kan således lettere skelnes fra det røde lys.
Der er gjort forsøg på at normalisere farvesynet hos farveblinde ved – efter samme princip – at anbringe en passende farvet kontaktlinse i det ene øje. Herved kan nogle farveblinde eksempelvis blive bedre til at passere Ishiharas tavler, men evnen til at skelne farver er som sådan ikke forbedret.
Hvis du vil vide mere ...
Hvad er farvet lys?
Sir Isaac Newton, der var matematiker, fysiker og astronom, observerede i 1666, at en solstråle efter at have passeret et prisme blev splittet op i alle regnbuens farver (figur 6).
Siden har man fundet ud af, at synligt lys udgør en lille del af det elektromagnetiske spektrum, som kan beskrives som bølger. Længden af en synlig lysbølge er relateret til den farve, øjnene ser. Længden af lysbølger udtrykkes i nanometer (nm). En nanometer svarer til en milliardtedel af en meter. Det synlige lys har bølgelængder mellem 380 og 760 nm (figur 7).
Når synligt lys rammer øjets nethinde, opfattes det kortbølgede som blåt, det mellembølgede som grønt og det langbølgede som rødt.
Det normale farvesyn
Nethindens sanseceller indeholder et pigment som, når det belyses, omdannes kemisk, hvilket starter et elektrisk signal. Dagslyscellerne (tappene) indeholder tre forskellige pigmenter, som reagerer på henholdsvis blåt, grønt og rødt lys. Natlyscellerne (stavene) reagerer på lav belysning, men kan ikke skelne farver (figur 8).
De elektriske signaler fra tappene (figur 9A) blandes (figur 9B) og opfattes af hjernen som én bestemt farve. I og med at lysets forskellige bølgelængder udløser forskellige elektriske signaler, kan hjernen skelne mellem lys af varierende bølgelængde og derved adskille farverne i det synlige lys (figur 9C).
Det unormale farvesyn
Hos farveblinde er de grønne eller de røde tappes pigment ændret sådan, at de to typer af tappe sender mere eller mindre ensartede elektriske signaler til hjernen.
Hos grønblinde er det grønne pigment ændret, så reaktionen på lys af forskellig bølgelængde er mere eller mindre sammenfaldende med det røde pigment (figur 10A). Signalet fra de rød-grønne sanseceller opfattes af hjernen som gult (figur 10 B), og farvespektret hos den grønblinde er derfor reduceret til en blanding af blåt og gult (figur 10C).
Hos rødblinde er det røde pigment ændret, så reaktionen på lys af forskellig bølgelængde er mere eller mindre sammenfaldende med det grønne pigment (figur 11A). Signalet fra de grøn-røde sanseceller opfattes – ligesom hos den grønblinde – af hjernen som gult (figur 11B), og farvespektret hos den rødblinde er derfor reduceret til en blanding af blåt og gult (figur 11C).
Det grøn- og rødblinde farvespektrum (figur 10C og 11C) adskiller sig fra hinanden ved, at den rødblinde har en kraftigere gul reaktion på stimulation med mellembølget lys (en kraftig gul farve i midten af synsfeltet) og næsten ingen reaktion på stimulation af langbølget lys (højre del af synsfeltet er mørkt).
Unormalt farvesyn er arveligt
De tre farvepigmenter, som tappene indeholder, er proteiner, hvis opbygning er bestemt af genetik. Hvordan farveproteinerne reagerer på lys, er derfor genetisk bestemt. I dag ved vi, at generne for det grønne og røde pigment sidder på det kvindelige kønskromosom X (figur 12).
Erhvervet farveblindhed
Ændring af farvesynet kan i nogle tilfælde indtræffe gennem livet, hvis en person erhverver sig en sygdom, der påvirker nethinden eller synsbanerne. Disse såkaldt erhvervede farvesynsdefekter vil ofte optræde sammen med andre symptomer på den tilgrundliggende sygdom. De er ikke arvelige.
Farveblanding
Det menneskelige farvesyn er baseret på de tre grundfarver rød, grøn og blå og indebærer, at alle farver kan frembringes ved en passende blanding af grundfarverne.
Farveblandinger kan være additive. Additive farveblandinger er frembringelsen af en lysfarve ud fra en blanding af to andre farvers lys. Belyser man eksempelvis et område med lyset fra de to grundfarver rød og grøn kan man opnå en gul farve (figur 13). Jo flere farver der blandes på denne måde, des lysere bliver farven for til sidst at ende op med at være hvid. En computerskærm blander lys af de tre grundfarver på denne måde. Skærmen indeholder 16 millioner farvenuancer, hvilket er langt flere, end hjernen kan skelne.
Farveblandinger kan også være subtraktive. Subtraktive farveblandinger er frembringelsen af en pigmentfarve ved at fjerne bestemte bølgelængder af lys (figur 14). Det er for eksempel tilfældet med maling og blæk. Maling og blæk er pigmentfarver, som antager en bestemt farve, fordi det kun er en del af lyset, der tilbagekastes. Resten af lyset opsuges i malingen. Jo flere pigmentfarver man blander på den måde, des mere lys opsuges, og farven bliver mørkere, indtil den ender med at være sort.
Traditionel farveanvendelse bygger på subtraktiv farveblanding baseret på grundfarverne blå, gul og rød. Ved trykning anvendes grundfarverne magenta, cyan og gul.
Newtons farvecirkel viser relationen mellem additive og subtraktive grundfarver (figur 15). Farverne inden for den hvide trekant kan blandes additivt ud fra grundfarverne rød, grøn og blå. Farverne uden for den hvide trekant kan blandes subtraktivt ud fra de komplementære grundfarver cyan, magenta og gul. Farver, der ligger over for hinanden i en farvecirkel, kaldes komplementære, fordi de, når de blandes, giver hvidt.
Farver og lysets sammensætning
Det lys, som rammer øjet fra en genstand, bestemmer, hvilken farve genstanden har for iagttageren.
Figur 16 viser, at hvis en flade, som absorberer grønt lys, belyses med hvidt lys, vil fladen opleves som violet. Belyses den samme flade med gult lys, vil den opleves som rød.
En genstands farve er således afhængig af, hvilken belysning der anvendes. Dette fænomen er velkendt fra eksempelvis tøjbutikker, hvor farven på et stykke tøj kan fremstå forskellig, afhænger af om det betragtes inde i forretningen eller udenfor i dagslyset.
